Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Gustav Wied: Den gamle Pavillon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
594
Den gamle Pavillon.
— Men jeg gør det nu paa Trods, Anders Skovfoged, for
hva’ Glæde har man a’ et Barn, der ikke maa vedkendes en?
— Næ-i, det er en vis Vej!
— Ved De, hvad jeg somme Tider tror? vedblev Gartneren,
han sad igen med Albuerne støttede mod Knæene og Hovedet i
Hænderne og syntes nu ganske uberørt af Rusen — jeg tror
mange Gange, at Fruentimmerne er skabte a’ li’som en hel anden
Materie end vi andre!
— Saa-aa? sagde Anders aandsfraværende og blinkede med
Øjnene som en Ugle. Han begyndte atter at blive søvnig.
— For vi andre kan jo nok være ondskabsfulde og
hævngerrige, lød det fra Lars — men det er ikke no’et i
Sammenstilling med, som naar et Fruentimmer først ta’er paa at vise, hva’
hun indeholder!
— Næ-i, nikkede den gamle og vaagnede ligesom lidt op —
men Marie ka’ De sgu ikke si’e no’et paa, Christensen, for hun
var–det ve’ Gu’ hun var–baade Dag og Nat!
— Ja vel saa, indrømmede Lars — der er Forskel paa dem,
det ved jeg godt! Men hun her listede omkring mig som en Kat,
og hvor jeg satte min Fod, saa stod hun der og snakkede sødt
til mig og saa paa mig med no’en Øjne, der mange Gange fik
mig til at se ned for min Fod, for hun var jo da Frue.
— Ja-a, men Jægermesteren var jo no’et gammel!
undskyldte Anders.
— Det var han, ja; og var der ingen Børa kommet, saa
ha’de hun jo ikke arvet det hele. Men det var saamænd osse
lige meget, hvor jeg viste mig her i Haven, saa passede hun mig
op baade ovre i Drivhusene og her ved Pavillonen og sær om
Aftenen.
— Saa? sagde Anders — ja Fruentimmerne ka’ sgu stundum
være forlegne nok!
— Ja-a, nikkede Gartneren — saa var det jo det Efteraar,
at Jægermesteren laa syg, at jeg en Eftermiddag gik her nede og
rev Blade sammen. Jeg ha’de smidt Frakken, for det var da
varmt nok. Saa kommer hun spaserende inde fra Skoven med
Polluks, og da hun ser mig, gaar hun lige hen og stiller sig
ved Siden a’ mig. — De har det nok med Varme, Lars? spør’ hun
saa, og jeg siger begribeligvis ja. Og saa ser hun igen paa mig
med disse hersens Øjne og lægger sin ene Haand paa min Arm
helt oppe ved Akselen. Er De ikke bange for at blive forkølet?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
