Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
Det kgl. Teater løftede igen saa smaat paa det ærefulde Kors,
der er lagt paa det, og som hedder den Oehlenschlægerske Tragedie.
Man forsøgte med „ Væringerne". Men de Væringer hjembragte nøjagtigt
samme Udbytte, som alle den sidste Snes Aars
Oeblenschlæger-Opførelser hat givet: faa Tilskuere og ringe Hæder. Hæderen blev
endda maaske lidt ringere, end den havde været før. Thi naar man
fraregner Hr. Olaf Poulsens halvgode Fremstilling af den komiske Kejser
Romanos, er der næppe tidligere blevet spillet saa gennemgaaende fladt
og hult i et Oehlenschlægersk Stykke som denne Gang. Hvor er det dog
en Lidelse at sidde saadan en hel Aften foran en Skuespilscene og ikke
møde ét Blik, der tænder, ikke høre ét Tonefald, der rører, ikke se en
eneste Figur, som lever!
Kan det slet ikke blive anderledes? Det Fond af Kendskab til
Menneskehjertets Rørelser, den Rigdom af lykkelige Udtryk for
Sindsbevægelser, al den ædle og frodige Begejstring, der luer som en Soldis
gennem Oehlenschlægers Tragedier, skal den aldrig mer kunne oplyse,
varme, lutre et kræsent Teaterpublikum? Eller hvad Vej maa man gaa
for at faa kaldt det alt sammen til Live? Ja, man ved vel, hvad disse
Dages Oehlenschlæger-Udraabere foreslaar. Der er nu om Stunder ved
Tragedie-Opførelserne enkelte Rollehavende, der rumler stærkt som store,
tomme Tønder. „Tag efter dem!tf siger Udraaberne, „der har I den
rette Stil, den, hvori Tragedierne oprindelig blev spillede, og som alene
kan skaffe dem til deres Ret. Lad blot alle Rollehavende lære at rumle
paa samme Maade, og Landet, der var forsvundet, vil alter være fundet!"
Saadan ræsonneres der. Men med Forlov! det er virkelig en Fornærmelse
raod de store Oehienschlæger-Tolkere omkring 1820 at tro, at de har
tilfredsstillet sig ved falsk Teaterpatos. En Ryges uroligt higende, hede og
voldsomme Temperament, en Anna Nielsens dybe og fine Sandhedskærlighed
har i alt Fald umuligt kunnet gøre det. Og saa for Resten — ganske
efter hine udmærkede Kunstneres Forbilled vilde det dog ikke nytte at
spille Oehlenschlæger nu, dersom Teatret skal kunne have Haab om at
fængsle dét lille Publikum, som for en Kunstanstalt bør være det store.
Thi ogsaa Ryge, Fru Anna Nielsen og (vistnok i høj Grad) Nielsen
har øjensynlig været grebne af og har ofret til den Mode-Svaghed,
som var deres Tids. Vi ved fra en klog og skarpøjet Iagttager ved Navn
J. L. Heiberg, hvorledes Svagheden røbede sig indenfor Skuespilkunsten.
Der raadede en Tilbøjelighed til at omstøbe det alvorlige reciterende
Skuespil til en Slags Opera med mange „Arieri; man kælede for alle
lyriske Udbrud, hvori Følelserne naivt klæder sig splitternøgne;
Spille-maaden gled hen mod at blive monologiserende. Dermed imødekom
Scenens Kunstnere en Trang hos dem selv og hos Tilskuerne, en Trang,
som gav sig nyt Vidnesbyrd i Datidens utallige „deklamatoriske
Aftenunderholdningerfc. Men vor Tids kunstforstandige lider ikke af den samme
Svaghed. Den er bleven drevet dem ud af Blodet for bestandig af de
Tilskueren, 189& 55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
