Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - C. St. A. Bille: En svensk Statsmands Erindringer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
855 En svensk Statsmands Erindringer.
med en Hentydning til Gustav IV Adolphs Afsættelse advarede
Kongen imod ett så hufvudlöst foretag. Sibbern og de Geer
fraraadede i mere maadeholdne Udtryk at afslutte Traktaten,
medmindre der opnaaedes Tilslutning fra i det mindste en Stormagt.
Manderström udtalte ikke bestemt sin Mening (!), medens Hamilton
erklærede, at det nu var for sent at ræsonnere om Nytten eller
Faren ved Traktaten, da den var tilsagt af Kongen og siden havde
været Genstand for diplomatiske Forhandlinger, under hvilke denne
Kendsgerning havde været erkendt; uden bestemt Løfte om
Fuldmagt til at afslutte Traktaten vilde han ikke vende tilbage til
København. Resultatet blev, at der skulde skrives til England,
Frankrig og Rusland med varm Opfordring til at komme Danmark
til Hjælp og med Løfte om, at der i saa Fald kunde regnes paa
fuld Medvirkning fra Sverig og Norge. Sibbern, Gripenstedt og
de Geer erklærede, at hvis der ikke fra nogen af Magterne svaredes
et Ja, hvilket næsten var at forudse, saa vilde de paa det
bestemteste fraraade Traktaten. Efter Mødet udtalte Hamilton
privat, at han naturligvis nu begærte sin Afsked, men at dette
ikke var tilstrækkeligt, at ogsaa Manderström maatte gaa, hvis
han vilde redde noget af sin Anseelse. Manderström selv syntes
ogsaa i Begyndelsen at være bestemt herpaa, og Sibbern foreslog,
at i saa Fald skulde de Geer være midlertidig Udenrigsminister og i
et Cirkulære til de fremmede Magter forklare Stillingen. Det
naturligste havde vel været, at Kongen havde beholdt Manderström
og ladet os andre gaa. Men Manderström indsaa nu Faren
ved den hidtil fulgte Politik og Umuligheden af at føre den igennem,
da Sagen i sidste Instants beroede paa Rigets Stænder. Han
havde vel aldrig troet, at der skulde blive Tale om mere end et
diplomatisk Felttog, og at det vilde være tilstrækkeligt til at imponere
Tyskland, hvis Danmark fik en allieret. Da dette nu ikke syntes
at hjælpe, og han allerede mødte Modstand imod at gaa længere,
end han alt var gaaet, svigtede Modet ham."
Gripenstedt havde skræmmet Manderström tilbage, men
ingenlunde Kong Carl, der fremdeles lige saa ivrigt som før ønskede
at indfrie sit givne Ord og tage Konsekvenserne. Han gjorde
ogsaa Forsøg paa at faa et Ministerium, som vilde optræde aktivt,
men disse glippede. „For min Del" —’ hedder det videre —
„var jeg meget ængstelig over Stillingen. Med Hamiltons Ord i
frisk Erindring vilde jeg ikke indvirke paa Manderström for at
faa ham til at blive, hvis det kunde være i Strid med hans
58*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
