Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - C. G. Rosenørn: En Avatar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
884
En Avatar.
Da Brandt og hans Kone var et Par Skridt fra den, satte
den pludselig i Løb hen imod dem, tumlede sig og krøb hen over
Jorden med bugtet Ryg, logrede af Glæde, udstødte Hyl og viste
Tegn paa Genkendelse.
„Herregud! — den tror, den kender os," sagde Emmily,
idet hun bøjede sig ned og klappede den.
Da den snappede efter hendes Haand, fo’r hun tilbage:
„Uh, den vil bide!® — Brandt gav den et Rap med sin Stok.
„Det er bare Kælenskab. — Naa, nu tabte den nok Modet!6
De vendte sig om. — Hunden var bleven staaende i Gangen
og saa slukøret efter dem, idet de gik bort.
„Den maa da være ene herinde, her er jo ikke et Menneske.*
„Den er formodentlig kommen bort fra sin Herre.*
„Det er vist en Hvalp; den var saa kaad — og saa de
klodsede Bevægelser.8
„Ja... det er nok en Hvalp!®
Et Par Gange vendte de sig og saa efter den; den stod
stadig paa samme Plet; saa drejede de om ad en Sidegang og
tabte den af Syne. —
Det blev efterhaanden mørkere. Gangen, hvori de gik, løb
langs Graven, der bugter sig gennem Parken; Graven var paa
dette Sted bred og dannede en hel lille Indsø med sivbevoksede
Bredder. Til højre havde de en Skrænt, beklædt med Buskvækster
og Træer. Af og til hørtes en Fugl baske meltem Grenene eller
den raslende Lyd af et Blad, der faldt. Langs Skrænten stod der
hist og her en Bænk.
De havde gaaet et Stykke, saa sagtnede Brandt sine Skridt;
han havde en besynderlig Fornemmelse.
Selve Gangen laa i Skygge — et natligt Mørke syntes at
vælde ud fra Skrænten — men ude over Vandet, hvis modsatte
Bred næsten skjultes af Taagen, stod det svage Dagskær som en
blændende Lysning; det forekom ham, som om selve Rummets
Uendelighed gabede imod dem; som vandrede de ad en snæver |
Sti langs et Svælg af Lys.
Det var en „Pladsangest®, en horror vacui, der greb ham
med et Indtryk af fysisk Ildebefindende; uvilkaarligt trak han sig
over mod Skrænten; da de netop passerede en Bænk, foreslog
han sin Hustru at sidde — blot et Øjeblik — han følte sig lidt
svimmel.
De satte sig. De vekslede et Par nærliggende Ord: man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
