Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatfene.
Sæsonens første Tredjedel har været karrig med god
Skuespilkunst. Rutine og næsten bestandig kun Rutine; lutter traditionelle
Teater-Udtryk for Sorg og Glæde og Kærlighed og Spot, hele
Sindsbevægelsernes Skala igennem! Det er sandt, at Rutinen har her hjemme
gennemgaaende et højere Niveau end maaske alle andre Steder. Vor
berømte nationale Lattermildhed holder det alt for stympermæssige borte
fra Scenen; saa ufrivilligt groteske Præstationer som nu f. Eks. under
det Febvreske Gæstespil en Hr. Bellecours belevne Adelsmænd — dem
taaler vi ikke her til Lands, og de bydes os ikke. Men vor
Skuespilkunst er stærkt paa Veje til at blive hængende i det blot og bart
agtelses værdige Teater-Spil. I andre Byer med en 4—5 Teatre skal man
være mer end uheldig, hvis man ikke hver eneste Aften, nu der og nu
her, kan finde i det mindste en enkelt Rolle, et enkelt større Optrin
fremstillet saaledes, at man husker det baade Dag og Aar derefter.
Hvorimod hos os — — —
Naar galt skulde være: vi maatte hellere trækkes med et Par
Bellecour’er til Stadighed, naar vi saa til Gengæld stadig mærkede, at vi
havde Folk som Febvre iblandt os.
Der er noget harmeligt i at se, hvorledes Gang paa Gang særlig
vor Tids egen Produktion — den, som det fremfor alt gælder om at
hjælpe frem — hvorledes den blodtappes og dræbes af vore
Skuespilleres Mangel paa Intelligens, paa Fantasi, først og sidst af deres Mangel
paa Flid. Der faldt nu senest (paa det kgl. Teater) Gunnar Heibergs
nKunstnereu med 2 Opførelser. Ja, jeg ved virkelig godt ah det onde,
der kan siges om Stykket, og jeg kommer maaske selv til at sige lidt
af det. Men hvem havde saa ringe Kløgt, saa han ikke saa’, at
et afgjort Forfatter-Talent her havde indladt sig med en ikke-almindelig
Opgave, og at Skuespillet kunde have været reddet, hvis det var blevet
spillet godt? Der var mange og meget om at bringe det til Fald.
Hovedskylden havde dog Hr. Emil Poulsens — — skal vi sige:
Fab-tasiløshed.
Forfatteren bar haft det lidt mislige Indfald at ville skrive en lste
Akt, som ikke vedkommer Stykket. Han synes at have villet stille
Teater-Tilskueren paa lige Fod med os Mennesker i det virkelige Liv:
Tilskueren 1893. 64
r
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
