Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
179
den saa dybsindig, saa original, saa rammende. Folk, der kendte lidt
til Teaterhistorie, vilde næppe tro deres egne Øren under al den
Basun-klang; thi der var jo intet som helst nyt i Skildringen. Forholdet er i
Korthed dette. I Tiaarene omkring 1800 betoges næsten hele Evropa
af en levende Trang til det følsomme; ogsaa Shakespeare skulde nu med
et gøres „rørende". Den vidt berømte Skuespillerinde, Fru Siddons
spillede endnu (fra 1785) Lady Macbeth som en marmorkold Dame, om
end med betydeligt formildende Afvigelser fra Traditionen; men samtidig
hævdede hun offentligt, at egentlig skulde Ladyen gives som en forelsket,
sårt, nervøs, blindt betaget ung Kvinde. Hendes Paastand faldt i god
Jord. Allerede i Schillers uforstaaende Bearbejdelse af Macbeth (1800)
sporer man dens Indflydelse. Og til teoretisk Ære og Værdighed kom den
lidt senere. En yndet Shakespeare-Fortolker, Franz Horn. opdagede i
1823. at Macbeths og hans Hustrus „rørende41 gensidige Kærlighed
egentlig var „Stykkets Øje"; Lady Macbeths Aand havde blot i Stykkets
første Halvdel „svunget sig krampagtigt op*; efter Kongemordet var
hendes „liebliche Kraft* udtømt. To Aar senere (1825) slog Tieck
Opfattelsen fast. Man vil i hans Karakteristik af Lady Macbeth finde hele
det Grundsyn, som Fru Heiberg fremstiller: at Macbeth (og hans Hustru)
er ungdommeligt kraftig, at Lady Macbeth handler af Kærlighed til ham,
at hun fra det Øjeblik, hun har læst Brevet, bliver „vom Verrücktheit
befallen* (i Betydning af dæmonisk „Henrykkelse*) o. s. v. o. s. v. Tieck
fandt ivrige Tilhængere, bl. a. i Skuespilforfatteren Miillner; og Horn,
Tieck, Miillner læstes her hjemme, oversattes, diskuteredes, toges til
Indtægt. Da Macbeth genoptoges i 1827, flød vore litterære Tidsskrifter
og Ugeblade over med Artikler af det Indhold. En af Tiecks
Eftersnakkere var Teateranmelderen Ove Thomsen („Kjøbenhavnsposten* 1827,
Vr. 10 og 11), hvis Forlovede var Veninde med daværende Johanne
Louise Pætges.
Fru Heiberg spillede selv Rollen efter Foersoms Bearbejdelse af
Schillers Bearbejdelse af Shakespeare. Med den lader hendes Opfattelse
af Lady Macbeth sig til Nød forlige; med Shakespeares Tekst forliges den ikke.
Det er ganske besynderligt: skønt Fru H. fra senest 1842 til 1860
,ioed dyb Alvor og Ærbødighed atter og atter, med Aars Mellemrum,
havde søgt at tilegne sig Forstaaelsen af denne Kvindeskikkelse*, var
det dog ikke faldet hende ind at søge til Shakespeare selv eller til en
Oversættelse af Stykket! Hun holdt sig roligt til den bearbejdede
Bearbejdelse. Det var den, der tillod hende at henlægge „det store Omslag
i Lady Macbeths Sjælstilstand*, som hun (med Tieck) mente maatte
foregaa, til Stedet, hvor Ladyen „styrter* ud af Blodkamret. Hos
Foersom staar der: „Saa! nu staar denne Sag paa hines Regning! — Frisk
op! — Der hamres stærkt paa søndre Porten! — Kom til vort Kammer! *
Men hos Shakespeare hedder det, i haarde, rolige Rytmer: „Mine Hænder
har Farve nu som jere;- men jeg vilde skamme mig, hvis jeg var
saa bleg om Hjertet.—Jeg hører, der bankes paa den søndre Port:
lad os gaa ind paa vort Værelse.* Her bliver der ikke Mulighed for
nogen „Styrten ud" og ikke heller for noget „Omslag*.
Fru Nyrop sagde, saa omtrent da, Shakespeares Ord. Alligevel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
