Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Georg Brandes: August Strindberg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
August Strindl>erg.
Den unge Kone har desuden stillet stærkt vellugtende Blomster
paa hans Bord, af hvis Duft han faar Hovedpine, og som han
maa lade Pigen bære ud. Altid vil hun vide, hvorpaa han tænker;
men naar han læser højt for hende af en filosofisk Afhandling,
føler hun sig pinligt berørt, fordi hun ikke forstaar den. Snart
beklager hun sig over, at han vil holde hende i Vankundighed,
snart finder hun sig ham ikke værdig og beklager sig derover og
dog tillige over ham, der ikke vil løfte hende eller ikke kan. Til
sidst afstedkommer hun ved sin afvisende Stolthed det
fuldstændige Brud med hans gamle Moder. Trods alt dette er hun
ham imidlertid hengiven, og Baandet imellem dem brister ikke.
I Ridder Bengts Hustru har Strindberg villet skildre det
typiske Kvindeliv, som det 1882 stod for ham, ligesom i et stort
Symbol.
Først opholder den unge Frøken sig i Klostret, indespærret
pint og plaget; saa sanseligt længselsfuld, at hun begaar
Forseelser for at blive hudflettet; hun finder en Vellyst i Piskningen.
Evig og altid tænker hun paa den Ridder, der bor i Slottet
overfor, og som hun en Dag har mødt i Skoven. Saa kommer
han, da hun har opgivet alt Haab, og sprænger Klostrets Mur
ved Meddelelsen om, at Reformationen er indført, og at Staten
ikke anerkender Klosterløfter længer. Den næste Akt fyldes af
den overmodige Lykkes Salighedsrus, som de to elskende føier
over deres Forening. Dog endnu under Bryllupsfestlighederne
kommer Fogden med Skattefordringen fra Kronen. Ridderen formaar
ikke at betale, og af Fogden selv, som er en gammel Beundrer
af Fru Margit, og som hader ham, maa han ad Omveje laane den
fornødne Sum. Et Aar igennem kan han da holde sin unge
Hustru fri for økonomiske Sorger.
Dog ganske som hos Ibsen i De Unges Forbund og
Dukkehjemmet opstaar Ulykken her af den Omstændighed, at den unge
Kvinde ikke har faaet Lov til at dele Mandens Sorger— en
Hyper-Idealisme, som ingen vilde være tilbøjeligere til at bekæmpe end
den senere Strindberg. Og med Rette. Thi lad være, at Manden
undertiden af alt for stor og uheldigt virkende Ømhed vægrer sig
ved at lade sin Hustru dele sine Sorger, hyppigere har dog vel
hans Tavshed den gode Grund, at hun ikke vilde forstaa disse
Sorger og i ethvert Tilfælde ikke vilde kunne hjælpe. Tilmed kan
kun for Væsener uden Individualitet den ubetingede Fortrolighed
gøres til Pligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
