Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - A. Oppermann: Dalgas og Hedeplantningen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
435 Dalgas og Hedeplantningen.
Ligesom det gaar med Tanken om at danne et Selskab
til Hedernes Opdyrkning, saaledes forholder det sig ogsaa med
Træplantningen: den er gammel og velkendt før 1866, men det
er først efter Hedeselskabets Stiftelse, at den ret har faaet
almindelig Fremgang og Trivsel, om end der især omkring
Aar 1800 var præsteret anselige Arbejder, som paa mange
Maader har været lærerige for den nyere Tids Hedeskovdyrkere,
og som kunde have været det i endnu langt højere Grad, hvis
man havde faaet overleveret fra Fortiden en grundig, paa
Kildestadier bygget Beretning om de ældre Anlægs Tilblivelseshistorie.
Efter nogle ubetydelige Forsøg begyndte Staten i 1788 at
anlægge Skov paa Alheden Syd for Viborg. Den Mand, hvem
Ledelsen af Arbejdet blev overdraget, var Hannoveraneren
Georg Wilhelm Brüel, og det lykkedes i Løbet af en halv Snes
Aar at frembringe 450 Tdr. Land; 1805 var Arealet vokset til
MO og 1816 til 2420 Tdr. Land, hvoraf Halvdelen fandtes paa
Alheden, Resten ved Palsgaard Nordvest for Horsens og Randbøl
Vest for Vejle. Senere kom hertil endnu forskellige Udvidelser
samt Anlæget af Feldborg Plantage mellem Holstebro og Viborg.
Ved de første Anlæg valgte Brüel de Kulturmaader og
Træarter, som han kendte fra sin Hjemstavn Hannover. Jorden
blev kun bearbejdet overfladisk med Plov eller Hakke, og dernæst
saaede man især Skovfyr, Rødgran og Birk, vistnok ofte i
Blanding, men tillige blev der gjort Forsøg ined mange andre
Træarter. Efter nogen Vaklen synes man i flere Aar fortrinsvis
at have anvendt Skovfyr, dernæst lige Mængder Skovfyr og
Rødgran, men fra omtrent 1812 overvejende, om end ikke
udelukkende, sidstnævnte Træart.
Det viste sig efterhaanden, at begge de to Naaletræer havde
store Vanskeligheder at kæmpe imod. Skovfyrren besidder ligesom
andre Fyrrearter den gode Egenskab at kunne vokse, hvor
Lyngen har fremkaldt den karakteristiske Hededannelse med
Mortørv, Blysand og Al; Rødgranen saa vel som andre Graner
kan derimod ikke taale den sure Lyngskjold, men kræver udluftet
Jord. Hvor denne forefindes, og hvor den ikke er alt for mager,
trives Rødgranen godt, naar Læforholdene er nogenlunde gode;
Skovfyrren derimod gik i første Halvdel af Aarhundredet ud,
rimeligvis især ødelagt af en Snyltesvamp, Lophodermium pinastri,
der ogsaa i vore Dage har dræbt de unge Fyrretræer paa store
Strækninger, ikke blot i Vestjylland, men ogsaa i de gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
