Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni - Vald. Vedel: Sang og Digt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sang og Digt.
489
at dyrke sine fine, blege Stemningsblomster. En Kultur „bag
farvede Glas", hvori middelalderlig troende Hinsidighed og den
slaviske Sjæls naive Ydmyghed og Mystik formæler sig med
Nutidsnervers Stemningssitren og Farveraffinement, — som synger
latinske Mariahymner og russiske Folkeviser, men ogsaa føler sit
Slægtskab med franske Dekadenter og Neokatoliker.
„Taarnet" har bl. a. sat paa sit Program at genvække
middelalderlige Følelser i Ungdommen. Med den sælsomme Trang,
Menneskesjælen synes at have til nu og da at repetere sine tidligere
Faser, — en Art Hjemve, der griber den efter en af
Sjælevandringens aflagte Inkarnationer — gaar jo nu til Dags unge
Mennesker om i Europa og søger ved Studiet af Giottos og van
Eyckernes Malerier, ved katolsk Messesang og Røgelseduft, ved at
fordybe sig i Acta Sanctorum og Bonaventuras ltinerarium at faa
Middelalderens „hvide Sjæl", Mystikens Rose og Andagtens Lilje
til igen at blomstre frem i deres Indre. Af hvad „Taarnet" i denne
Retning har forsøgt, er Hr. Finds Illustration til en russisk
Folkevise eller Hr. Ballins Vignetter ganske vellykkede, — kun er
de sidste ofte blot Pasticher efter den franske „Mercure"s Pasticher
efter Middelalderskunst. Og Naivetet, imiteret to Gange, undgaar
ikke at blive noget anløben.
At leve tidligere Inkarnationer om igen kan dog altid kun
blive en forbigaaende Sport. Men vel var det jo muligt, at en
ny Sjæl kunde fødes i os, og en ny Sjælevandring kunde forestaa
Menneskeaanden. Og for enhver saadan Genfødelse har da
Udgangspunktet altid været det, at Tilværelsen er bleven ny igen,
bleven et Under igen for Menneskene, som da de først slog
Øjnene op. Renæssancemennesket gik frem af Middelalderens
Nat, og Verden laa for ham som i Tidens Morgen, og han gik
som Adam ud at give Dyrene Navne og tage sit Rige i
Besiddelse. Romantiken gengav Menneskene Under-Følelsen overfor
Tilværelsen, efter at det 18de Aarhundredes Kultur havde gjort
dem alt for sikre i deres Sag, alt for hurtigt færdige med det hele.
Og kan hænde er det netop denne Tilstand af Undren overfor
det hele, — indebærende baade Usikkerhed og Andagt, — og den
dermed følgende Fantasiopskræmthed og baade Tankernes og
Gemyttets Inderlighedstrang — kan hænde er det dette, som ligger
paa Bunden i de unge indviedes „vita nuova", og som for dem
sætter Skellet mellem, hvad Alfr. Ipsen engang i „Taarnet"
Tüakoeren. 1894. 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
