Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - G. Brandes: En Dobbelthed i Goethes Væsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Dobbelthed i Goethes Væsen. 526
nuftstridiges Forkyndere den ydmygste Hyldest. Goethes Værker
røber, med hvilken Interesse han har forfulgt Gagliostros Liv og
Levned og iagttaget de Triumfer overfor Lettroenheden, som
fejredes af den dristigste Eventyrer og Humbugmager, som den
moderne Tid har kendt.
Da nu Halsbaandsprocessen, Revolutionens umiddelbare
Forgænger, brød løs i Frankrig, i Kraft af Befolkningens
Mistænksomhed rystede Tronen og blottede en storstilet Frivolitet og
Slyngelagtighed i de Sfærer, som kresede om højtstaaende
gejstlige Personer og om selve det franske Hof, saa flettede Goethe
Halsbaandshistorien sammen med sine Indtryk af Cagliostro og
formede deraf sit Skuespil „Der Gross-Kophta". Det er Cagliostro,
som hvis Lærling Kardinalen af Rohan optræder her. Storkoftaen
er Indstifter af en Art Frimurerorden, hvis sande Hemmelighed
er den, som Domherren naivt repeterer: Man kan ikke fordre
noget af Menneskene uden at have dem til Bedste og smigre
deres Egensind; man skaber sig uforsonlige Fjender, naar man
vil oplyse de taabelige, vække Søvngængerne og vise de
vildfarende til Rette. Alle fremragende Mennesker har været
Mark-skrigere og er kloge nok til at grunde deres Anseelse og Indtægter
paa Menneskeslægtens Skrøbelighed.
Saaledes ogsaa Goethe selv i „Kophtisches Lied": •
Thöricht, auf Bessrung der Thoren zu harren,
Kinder der Klugheit, o håbet die Narren
Eben zum Narren auch, wie sich’s gehört.
Derfor ser Goethe paa Revolutionens Udbrud da, som
drejede det hele sig om et Udbrud af Misundelse og Havesyge.
Det store verdenshistoriske Pust deri opfatter han slet ikke. Læs
hans „Borgergeneral". Alt drejer sig ikke om andet, end at den
ene vil have Indpas i den andens Madskab, rane hans
Tykmælk, smuldre hans Brød og strø hans Sukker derpaa — saa
er Frihedens og Lighedens søde og sure Tykmælk færdig.
Han havde ikke Sans for det store uden i Skikkelse af
Personlighed. Han kunde vurdere Renaissancen i Götz og i Egmont
eller i Cellini, som han oversætter, og han kunde føie Revolutionens
Vælde i dens Fuldbyrder, Hævder og Dæmper, Napoleon, men
han følte kun Storheden, hvor den mødte ham som Organisme.
Han, der ellers erindrer om Mozart ved sin Solfylde og ved
Maaden, hvorpaa han opløser det rædselsfulde i Harmonier, om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
