Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juli—August - Sven Lange: En Æstetiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Én Æstetiker.
547
Saa vendte han om og gik tilbage mod Byen, meget glad
over Resultatet af denne Samtale. Men da han nu ikke længer
var under hendes Skønheds Tryllemagt, begyndte han straks at
filosofere. Han konstruerede hende øjeblikkelig. En stærk og
hovmodig Sjæl, mente han, en mandig Aand, der gemmer en vild
Lidenskabelighed bag sit rolige Ydre. Et ædelt Sind tillige,
ukunstlet og kysk, et rent Hjerte, der er højt hævet over Kvindens
sædvanlige smaalige Trang til at vinde Behag, der foragter al
Koketteren, hvert Glimt af Lefleri, — saadan er hun, en
usædvanlig Kvinde! Hun elsker Naturen, fordi hun føler sig beslægtet
med den. Hun ejer dens høje, skønne Harmoni, og i hendes Indre,
som i dens, slumrer vilde Kræfter. Og hun er ingen
Renæssancetype, som jeg troede, — hun er oprindeliges, hun er antik. Den
siddende Agrippina i Vatikanet, eller Cynthia hos Properts, —
dér har vi hende. Dér er hendes Stammødre.
Hvem skulde have troet, at der endnu eksisterede slige
Personligheder? tænkte han videre, — jeg havde ærlig talt ikke
anet det, — undtagen rent abstrakt selvfølgelig. Og han mente,
at hans virkelige Beundring for hende — den første, han nogen
Sinde havde følt for en Kvinde, — at den maatte forklares derved:
Hun var trængt ind i hans Éevidsthed med Aabenbaringens
intense Styrke, — og det paa et Tidspunkt, hvor han havde mærket
sin Følelses Afmagt saa klart som aldrig før, hvor han havde kendt
sig saa gold, saa usselig nøgtern som ingen Sinde. — Maaske vil
hun kunne lære min stakkels Hjerne at føie endnu en Gang, en
allersidste Gang, før det bliver for sent, tænkte han med et lille
Smil. Derefter har jeg saa Lov at dø.
Under saadanne Betragtninger var han naaet hjem til
Hotellet, — og Resten af Aftenen tilbragte han med at glæde sig
til i de følgende Dage at skulle studere dette ejendommelige
Menneskes Sjæl. — Ja, bort nu med alle „historiske Synspunkter",
bort med alle Oldgranskertilbøjeligheder til at parallelisere og
sammenligne, — det virkede dog kun vildledende. Intet uvedkommende
skulde nu forstyrre hans alvorlige og enkle Studium af denne ene
Sjæl; han vilde lære den at kende kun som Menneske og kun
som Kvinde. Og han slog fast, at hans kulturelle Interesse nu
havde veget Pladsen for en ren psykologisk. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
