Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
955
Det mærkeligste ved Kilderejsen er dens næsten slaviske
Afhængighed af Moliéres „Indbildte Syge". I Virkeligheden er nok den
meste Skønlitteratur bygget op af ældre Skønlitteratur, de fleste Digtere
skaber langt mindre ud af, hvad de har levet, end ud af, hvad de
har læst; men som Regel henter de dog deres Materiale fra mange
forskellige Bøger. Anderledes gør Holberg her. Moliére har i sin
Komedie en indbildt Syg, Holberg tager en forstilt Syg. Moliére lader
Elskeren, i den uvillige Faders Paahør, tilstaa sin Kærlighed gennem en
Opera-Scene; Holberg lader Elskerinden, i den uvillige Faders Paahør, tilstaa
sin Kærlighed gennem en Opera-Arie (og herfra faar han saa samtidigt
Ideen til hendes forstilte Sygdom, nemlig Synge-Syge). Derpaa lader
Moliére den pedantisk-bombastiske Doktor med samt hans Søn komme,
og bagefter Pernille forklædt som Doktor; Holberg vender det om,
fremfører først den som Doktor forklædte Henrik med samt hans Søn, og
siden hen den rigtige Doktor. Endelig tager Moliéres Argante et Ris
for at true sin lille Datter, og Holbergs Jeronimus tager et Ris for at
true sin voksne Datter. Moliéres Argante lokker Sandheden ud af et
Barn ved at indbilde det, at hans Lillefinger ved alt; Holbergs Jeronimus
lokker Sandheden ud af et Par Tjenestefolk ved at indbilde dem, at en
Person, som staar hos, ved alt. Stadig det samme, blot paa en lidt
anden Maade 1 Endog Holbergs faa og smaa Tilløb til at individualisere
Figurerne synes at være Laan fra hans Forbillede. Saaledes siges der
om Jeronimus, at bare han har gjort en ganske lille Rejse, „er han saa
udmattet, at han maa have 3 Dages Rolighed igen". Meningen er ikke
(det ser man af Stykkets Gang), at han faktisk er udmattet, men at han
bilder sig ind, at han er det. Det er simpelt hen et Træk, som hører
hjemme hos* Moliéres indbildte Syge.
Ved enhver Skuespilopførelse bør naturligvis de rollehavende
kunne lægge meget mer til Teksten end netop deres Korporlighed.
Endog forud for et Drama med saa skarpt tegnede Figurer og saa fint
nuancerede Sindsbevægelser som „Romeo og Julie "s skikkede jo den
største af alle Skuespildigtere den Bemærkning, at der manglede en Del,
og at dette manglende maatte udfyldes ved de spillendes „Kunst". Men
vil man opføre Stykker som „Kilderejsen", maa man være paa det rene
med, at her fordres næsten alt af Skuespillerne. Holberg har egentlig
blot udkastet en Række Situationer; det bliver de spillendes Sag at
ud-pønske interessante Mennesker, som sandsynligt kan komme i
Situationerne, og saa at give disse interessante Mennesker et følgerigtigt indre
og ydre Liv. Der skal ikke genfremstilles og udfyldes, der skal skabes.
Dertil hører imidlertid en Opvakthed og en Kraftanspændelse, som de
agerende udi „Kilderejsen" ikke havde bemænget sig videre med. Et
Par af dem lod det være nok med at gaa om i holbergske Dragter, et
Par andre havde anlagt en Maske, men som ikke var morsom og ikke
levede. Og den ellers saa fantasifulde og samvittighedsfulde Hr. O. Poulsen
var der tilstødt noget menneskeligt. Hans Henrik havde intet Fysiognomi,
hans Dr. Bombastus hang ikke sammen. Fra en stilfærdig,
omstændeligt nuslende, smaat talende Model (som en og anden københavnsk
Bogsamler husker) havde han laant et ejendommeligt fortrykt-vrantent Ansigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
