Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Februar - Niels Møller: Den brudte Ring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
Den brudte Ring.
„Hvad er hun? Hvad siger du? Aa Snak! Løbet bort med
Junge? Ha, ha! sikke noget Daarekistesludder."
„Ja, hvis at Herren kan have nogen Fornøjelse af at kalde
et gammelt Menneske som mig for en Daare, men det, der er
sandt, er nu ligegodt sandt, og han rendte sin Vej med hendeT
og Herren kan kigge efter dem i Almanaken. Men det havde jeg
rigtignok ikke troet Fruen til.*
„Du maa jo gaa i Barndom, gamle Mine, du har
misforstaaet et eller andet; de er vel taget ud sammen i et eller andet
Ærinde, paa et Besøg —Ä
„Ja, naar Herren er saa meget klogere, saa lad kun den
gamle Mine gaa i Barndom; men døv er hun dog ikke, og Fruen
raabte saamænd højt nok, at nu tog hun langt væk, og at hun
kom aldrig i Evighed tilbage hertil mere.*
„— hun kom aldrig i Evighed tilbage mere?*
„Nej, det sagde hun; og gid jeg maa synke lige saa langt
ned i Jorden her paa Stedet, hvor jeg staar, om det ikke er sandt
hvert eneste Ord. Og saa kørte de væk."
Han stod en Stund med vidt aabne Øjne, ubevægelig; kun
Stoleryggen, han holdt med begge Hænder, rystede lidt. Han
stirrede glubsk og ihærdig paa det gamle Kvindemenneske, som
hun krøb sammen der med Lampen i sin ene Haand og den
anden under Forklædet. Han syntes, han havde aldrig set hende
før. Nu tegnede alle Rynkerne i hendes Ansigt sig overvældende
tydelig med skarpe Skygger og den smalle Næse og Munden, der
ståk mimrende frem. Han skulde nok huske det Ansigt. Øjnene
med de røde Rande vakte hans Interesse, syntes ham
mærkværdige, gaadefulde, — de var paa en Gang ondskabsfulde og sløve,
men de løj ikke. Hans Tanker flokkedes forskende om dette
gamle, visne Ansigt; det var, som de vilde bilde ham ind, at der
ikke var andet til i Verden, han skulde bryde sig om; og han
vilde saa gerne lade sig fange af den Indbildning, men han
vidste godt, at i Mørket bagved var der en øde Hvirvel, Kaos,
fuldt af Ruiner. Han hugg Stolen i Gulvet og væltede den og
lod den ligge. Han havde nylig sanket én Stol op, nu kunde en
anden tage denne. Hvorfor havde hun væltet den Stol derinde?
Havde hun haft saa travlt med at komme afsted, at hun ikke
kunde give sig Stunder til at rejse den? Men det var jo umuligt,
umuligt! Han vendte sig uden et Ord og gik ind i sin Stue og
følte sig saa tynd i sine Klæder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
