Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Marts - Johannes Jørgensen: Léon Bloy
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Léon Bloy.
235
alle Undere. — I nitten Hundrede Aar, tænkte han, har denne
Bøn varet ved uden at finde Opfyldelse, Bønnen til den
himmelske Fader om at herske paa Jorden. Menneskeslægten maa være
meget taalmodig, siden den endnu ikke er bleven træt, siden den
endnu ikke er flygtet ind i den absolute Fortvivlelses Huler____
„Men han havde følt Kærligheden gaa sig forbi, den
aandelige, ubetingede Kærlighed. Han havde, som saa mange andre,
udgydt sit Hjerte i det skrøbelige Kar, som hedder Herrens Bøn
...og han var bleven mættet med den fuldkomneste Glæde. Der
var altsaa noget under hin Dynge af Grave, under hin Hob af
hensmuldrede Hjerter og i Dybet af Guds Tavsheds Afgrund —
der var en Vilje til Genoprejsning, til Retfærdighed, til fremtidig
Triumf! I Tro og Kærlighed formede han sig af lidt jordisk Støv
en Evighed, der skælvede mellem hans Hænder og skabte sig
Haab af den bitreste Fortvivlelse.
„Han overtalte sig selv til at tro, at man havde at gøre
med en Gud, der frivilligt havde gjort sig magtesløs, og som laa
bunden, gennemstungen, døende i sit Væsens uudforskelige
Virkelighed — som han synligt og symbolsk havde været det i sin
Menneskevordens blodige Æventyr.
„En uhørt Tilstand! Aarhundreder og Aarhundreder
igennem har den trefoldige Fornuft indstillet sine Betalinger, og den
menneskelige Taalmodighed maa stadig lægge ud for den af sin
egen Beholdning. Det er kun Tid, Evighedens Herre behøver, for
atter at kunne betale — men Tiden er skabt af Menneskehedens
Fortvivlelse. Derfor har alle Helgene og alle Troens Lærere stadig
prædiket Nødvendigheden af at lide for Guds Skyld."
Dette er Léon Bloy s Tanke, og dette er hans Sprog. Man
holde et Sted som dette op mod en Side af Zola, af Maupassant
- og man vil fornemme det, som naar man fra Toppen af et
Bjærg ser Folk, der med bøjet Hoved langsomt bevæger sig hen
ad Stierne i Dybet.
III.
Det store Spørgsmaal, der vedbliver at beskæftige Bloy
efter hans Omvendelse som før, er Retfærdigheden. Ethvert
Menneske, der kommer til Verden, har af Guds Haand — hvilket
vil sige det samme som det, man i nyere Tider ynder at kalde:
af Naturen — en Trang til Retfærdighed. Retfærdighed er det
sande daglige Brød — det, hvorom Millioner Fadervor hver Time
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
