Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - April - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
354
Teatrene.
eller indviklet, synes han ved Læsningen at have lagt Hænderne
resigneret i Skødet; hvorefter han gør ligesaa, naar han skal fremstille
Figuren. Godt, at der ikke er en Dommedag, hvor det gælder om, at
Hr. E. P. straks kunde fremsætte i det mindste én Tanke, som han
havde gjort sig om, hvad f. Eks. Allmers er for et Slags Menneske; den
evige Ild maatte være ham vis. Ikke engang det allerøverst liggende
i Allmers1 Personlighed: det nervøse, sværmerisk søgende, utaalmodige,
selvpinende og dog selvtilfredse Kunstner-Temperament, kom frem.
Hr. Poulsen indskrænkede sig til at sige og gøre, hvad der stod i Bogen,
at han skulde sige og gøre. Hvorfor han skulde det — ja, „dom
om ded!" som det hedder i en sjællandsk Bondefortælling. Undertiden
blev hans Aviomatisme rent uimodstaaelig. Et Sted i 1ste Akt
foreskriver f. Eks. Ibsen, at Allmers skal rejse sig og gaa et Par Gange op
og ned ad Gulvet. Det er, fordi Allmers har talt sig ivrig, i Fyr og
Flamme, og fordi man ikke godt kan sidde rolig, naar man er kommen
i Aande. Hr. P. talte sig ikke hed, — men han rejste sig og gik et
lille Stykke. Eller et andet Eksempel! Til allersidst i Stykket hejser
Allmers Flaget helt op, som før var paa halv Stang. Han gør det,
fordi nu er han ude i en ny Illusion, et nyt Sværmeri, nu lægger han
ud paany, med megen Grebethed. Men med bøjet Hoved lirkede Hr. P.
Flaget langsomt til Vejrs — næsten en Slags Symbolik angaaende
hans Spil...
Stykkets fjerde og femte Figur, Allmers1 Søster og hendes
Tilbeder Ingeniøren, er sat løjerligt ind i Handlingen. Det er aabenbart
for andre, at Frk. Asta i den sidste Tid har trukket sig tilbage fra
Ingeniøren og holder betydeligt mindre af ham. Men den glade Ingeniør
er lige glad, han er „ellevild® af Haab og Mod. I hvilket Land lever
monstro den Slags forelskede, som slet ikke føler og slet ikke lader
sig paavirke af deres elskedes pludselige Kulde? ... Frk. Asta paa sin
Side er begyndt at blive erotisk indtaget i Allmers. I 25 Aar har hun
haft en Søsters Kærlighed til ham. Nu, under hans Fravær, og fordi
gamle Dokumenter har røbet hende, at de har hverken Fader eller
Moder fælles, nu har hun sporenstregs aflagt sin Forelskelse i Ingeniøren
og har i Stedet for forelsket sig i den hidtidige Broder. Og denne sidste
Forelskelse stiger midt under Husets Sorg over lille Eyolfs Død saa
hurtigt og stærkt, at hun maa flygte. Underlige Forhold! Man skulde
halvvejs tro, at Ibsen paa sine gamle Dage har glemt, hvordan Livets
Elskov er. For øvrigt spiller ingen af disse to Personer nogen indgribende
Rolle. Ingeniøren gør mest Tjeneste som en Slags Knagerække, hvorpaa
Digteren hænger fra sig, hvad han i Øjeblikket ikke vil have mellem
Hænderne mere. Scenisk kan Figuren vist kun komme til at virke i 1 ste
Akt, hvor Synet af dens erotiske Betagethed formodentlig maa opflamme
Fru Ritas Længsel. Og denne Virkning gik tabt paa Teatret. Hr.
Zangenberg havde anlagt en yderst uheldig Maske. Og ærlig talt: hans Væsen,
hans Stemmeklang, hans Blik vil vistnok altid forhindre ham fra at passe
ind i Ibsens grublende Digtning. Fru Hennings derimod passede i
Ydre fuldkomment til Asta. Hun var den eneste af de spillende, der
„saa udtt, som hun skulde. Og der var ogsaa noget kønt tænkt over hendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
