Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - G. Brandes: Elisabeth og Essex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
370 Elisabeth og Essex.
gøre at han ingenlunde vilde Krig for enhver Pris, det lille Skrift*
der udkom 1602 under Titlen An Apology of the Earle of Essex,
against those which jealously and maliciously tax him to be the
hinderer of the peace and quiet of his country.
Fra Dronningens Fødselsdag det Aar er der etsteds hos
Bacon bevaret os et morsomt Træk, der røber Essex’ Drillelyst
overfor Raleigh. Paa den Dag var det Skik, at de ypperste
Hofmænd foretog et Dystløb til Ære for Hendes Majestæt, og Vedtægt
bød, at enhver deltagende Ridder skulde møde i Forklædning.
Det vidstes imidlertid, at Sir Walter Raleigh vilde ride i sin egen
gulbrune og orangefarvede Uniform med Foerværk af sort
Lamme-uld. Essex red da for at ærgre ham frem for Skranken med en
Garde af 2000 Følgesvende, alle klædte i gulbrune og
orangefarvede Dragter med sort Foerværk, saa Raleigh og hans Mænd
tog sig ud som en ubetydelig Afdeling af Essex’ store Følge.
Det varede ikke længere end til i Juni eller Juli 1598, før
det paany kom til en Scene mellem Essex og Dronningen i Raadet,
den uhyggeligste og mest burleske Scene, som endnu havde fundet
Sted dem imellem. Anledningen var ringe, Valget af en
Embedsmand, der skulde sendes til Irland. Essex var vant til at tillade
sig alt overfor Elisabeth; det var da, eller lidt senere, at hant
som Raleigh beretter, sagde hende, at hendes Handlemaade var
ligesaa krum og kroget som hendes Skrog (that her conditions
where as crooked as lier carcass). Vist er det, at han ved denne
Lejlighed vendte hende Ryggen med et Udtryk af Foragt. Hun
svarede med at give ham et Ørefigen og bad ham go and be
hanged. Han lagde Haanden paa sit Sværdfæste, erklærede ikke
at have villet taale en saadan Fornærmelse af Henrik VIII engang
og holdt sig borte fra Hoffet i Maaneder.
Først i Oktober fik Essex Tilgivelse, men ingen hjerteligt
eller blot oprigtigt ment. Dog Nødvendigheden af at dæmpe
Oprøret i Irland bevirkede, at al smaalig Uenighed maatte gaa i
Glemme. O’Neil, Jarl af Tyrone, havde som ofte før samlet en
Hær, og hele Øen var i Oprør. Den offentlige Mening udpegede
— i øvrigt med Urette — Essex som den eneste Mand, der vilde
kunne faa Bugt med den irske Opstand. Han havde dog store
Betænkeligheder ved at tage mod Hvervet. Det gjaldt for hver
enkelt Hofmand, men især for en Partihøvding ved Hove, om
ikke at fjerne sig fra Dronningens Aasyn mere end ubetinget
nødvendigt. Han maatte altid frygte, at hans Fjender af Mod-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
