Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - G. Brandes: Elisabeth og Essex
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
381 Elisabeth og Essex.
troværdigt, og sikkert er Historien om Essex* Ring, der for sent
blev hende forevist, en Fabel. Afgjort er det derimod — thi
Henrik IV’s franske Afsending, Hertugen af Biron, der med et
Følge af 300 Mand aflagde Dronningen et Høflighedsbesøg, havde
ingen Grund til at fortælle en Usandhed — at Elisabeth den 12.
September 1601 efter i en Samtale om Essex at have gjort sig
lystig over sin henrettede Yndling, aabnede et Skrin og deraf
udtog selve Essex* Hovedskal, som hun viste til Biron. Ti
Maaneder senere fik denne den franske Konges Yndling — hvis Navn
Shakespeare havde laant Helten i sit første Lystspil — samme
Død som Essex for en lignende Brøde som hans.
Bacon har visselig sørget endnu mindre over Essex’
Forsvinden, end Dronningen gjorde. Han var imidlertid skamløs nok
til, da efter Elisabeths Død Essex’ Venner var i højeste Yndest
hos den unge Konge, at sende et Brev til Southampton (før denne
endnu var udløst af Tower, men da han allerede betragtedes
som en Magt i Staten), i hvilket han efter at have udtrykt en
Bekymring for at blive mødt med Mistillid, slutter saaledes: „Og
dog er det saa sandt som nogen Ting, Gud ved, at denne store
Forandring [i Staten] ikke har fremkaldt anden Forandring i mig
overfor Deres Herlighed, end at jeg nu trygt kan være, hvad I
ved, at jeg altid oprigtigt var forud."
Man kendte i London i hine Dage naturligvis ikke de
enkelte Omstændigheder ved Essex’ Domfældelse med den
Nøjagtighed, hvormed vi kender dem nu. Men vi ser, som alt berørt,
at den offentlige Mening med Lidenskab og Harme vendte sig
mod Bacon, der blev opfattet og foragtet som den Forræder
mod sin Herre, der mere end nogen anden havde hidført hans
ulykkelige Endeligt; vi ser, at Raleigh trods sin Storhed nu
bliver en af Englands upopulæreste Mænd, og vi iagttager, at
Essex’ Minde trods alt, hvad der blev gjort for at nedsætte
ham i det almene Omdømme, i den store Befolkning vedblev at
forgudes.
Naar det Spørgsmaal da opstaar, hvorledes Shakespeare
har stillet sig til disse Begivenheder, der opfyldte det engelske
Folk, saa er det mere end sandsynligt, at han, der nylig havde
været saa inderligt knyttet til Southampton og derfor ikke heller
kan have staaet Essex fjernt, har fulgt de anklagedes
Personligheder med sin Sympati, har næret levende Uvilje mod deres
Fjender og har taget sig deres Skæbne nær. Og naar vi nu paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
