Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Woldemar: Udi Amorns Hecte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Udi Amorns Hede.
387
Jørgen: „Hr. Søren, Hr. Søren! Jeg takker for Jert gode
Ord; men læg dog intet Hand paa Pigen. Tilsted dog heller mig
en liden Discours med hender — ja med hender al eneste. Deri
kan jo intet uskikkeligt være, saasom hun jo er min Fæstemø."
(Og han smilede saa listelig hen til Hr. Søren).
Hr. Søren: „Nuvel da, I kan jo sagte forsøge; — i yderste
Fald har jeg jo mine Messures! (Og han truede ad Karine) Vaer
sig vel, vaer sig!"
Og han gik tilhuse. Karine havde desimidlertid rejset sig.
Jørgen: «Frygt Jer kuns intet, hjerte Jomfru, men tal ikkuns
frit ud, om I er udi Sorrig og Drøvelse. Muligen jeg kan give
Jer nogen Trøst."
Karine svarede noget beesk udi henders Sjæls Vaande: „Sagte
mener I, at I som forfaren Sømand, kan klare ethvert Skær."
Jørgen: „Sømand blev jeg ikkuns efter min strenge Faders
Befalning. Min Lod blev god, dog vilde jeg ikke ønske min værste
Fjende at gaa den Vej; thi fra min Ungdoms Dage er jeg vel
forfaren i at lide Kummer og Sorrig." (Her gjorde han nogle Trin
henimod Karine og stødte derved mod det faldne Mandeltræ).
Karine: „Det er mit lille Mandeltræ; — det er brudt sønder;
— det skete nyssens for min Fader."
Jørgen: „Da har han ikke faret varlig med det. (Han tog
det op). Ja, det er brudt. Skade, det har tegnet til at vorde
smukt. De spæde Spirer maa begegnes varsomt; det sker saa let,
de lægges øde. Og dog, stundom kan- en nænsom Haand faa
Held til at forbinde Vunden, saa at Bruddet kan læges. Jeg vil
forsøge." (Og han gav sig til at pusle med dét).
Karine sagde efter nogen Tavshed: „Min Fader fortalte mig,
I havde mistet Jer Ægtekvinde."
Jørgen: „Min Elselille, ak ja, hun var saa god — eg saa
faur — og hvor hun bar Elskov til mig! — og kunde aldrig vorde
træt af at høre mig berette om fjerne Lander. — Se saa, nu haaber
jeg, Jert lille Træ vil faa sin Helsen igen, om I tilseer det med
Sol og Vand og lægger en Ring af Podevoks her trindt om."
(Og han satte Urten paa Jorden).
Karine sagde en Kende tørt; „Jeg siger Jer Tak."
Men Jørgen farede fort med at tale om Elselille: „Endda
hun var saa ung, saa forstod hun dog mine inderste Tanker, og
naar som jeg fik Held til at lette en Sten af henders Vej, hvor
saa hun mig da an! Ak ja, det var en saare god Tid."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
