Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Maj - Woldemar: Udi Amorns Hecte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
390
Udi Amorns Hecte.
i samme Stund kom en Gedehams eller en anden slig ond Fugl
summende didhen, og hun blev heftig angest, at den skulde sætte
sig oppaa hans Næse, og hun gennede den fort af al Formue med
henders Arme. Og som hun havde gelinget at jage den fort, da
blev hun fro, og fangede hun nu an at mene: det var ret
angenemt at sidde slig, halvdels som en vaagendes Moder og ... hun
bøjede sig over ham og tørrede varsomt hans Pande, og som hun
i det Sigte tog hans Haar til Siden, saa undrede hun sig over
hans Pande, hvor den var høj, og hun hviskede hen for sig: „Du
store, stærke Barn, helt selsomt har Du rørt mig med de blide
Ord .... og der jeg saa endda––„jeg staar under en større
Herres Fane* — ja visselig, under en større Herre." Her gjorde
Jørgen i Slummeren en Bevægelse, og Karine farede iligen fort
med Sangen:
End eet, Herre, vil jeg bede Dig,
Du lad mig del ikke miste:
Naar den arrige Satan frister mig,
lad mig da ikke mistrøste.
Min Hjælper vær,
oh Christ min Herr’.
Vilt Djævelen fra mig drive,
at jeg kan faa
med Hjertens Attraa
Din Trøst og hos Dig blive!
Men hør nu kuns til: under den sidste Part af dette Vers følte
hun, at Solen brændte paa hendes Øre, men var det hender angenemt
paa slig Viis at lide for hans Aarsag, og hans Hoved tyktes hender
derudover en des dyrbarere Byrde; — men saasom hun var en
from Kvindesperson, saa fortrød hun paa sin Distraction og liden
Varagtighed mod Psalmen, og hun sagde med lavt Mæle: „Lad mig
da ikke mistrøste" — ja Herre, ogsaa jeg beder for denne
fremmede. — Fremmede! — nej han havde Ret: jeg kender ham fuldt
vel efter denne korte Stunds Samtale; — sent vil jeg forgætte
hans vemodige, trofaste Øjen og hans klare Røst. Mit Sind var
tungt, jeg sagde ham beeske Ord, han forskyldte mig med godt.
Kunde jeg trøste! Nej, det gøres intet behov; han er stærk,
tusindfold stærkere end som jeg. Var jeg som han!" — Og
hun bøjede sig over ham, paa det hun kunde saaledes dække
ham for Solen, og hun saa ham an og tænkte: „Han kaldte
sig uskøn — hvor slet han kender sig selv! — Og saa god!
Til mig talede han trøstelige Ord, og mit Træ ... „De spæde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
