Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Juni—Juli - S. Schandorph: En Udenlandsrejse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Udenlandsrejse.
181
nu er min eneste Søster Lem i Hospitalet, og hendes Søn saadan en
„Labant* ... og min Kone er et arrigt Asen, og min lille Johanne
er en Tøjte ... og jeg, som var den første Bager i Byen, den
eneste, der kunde låve Butterdej, mens vi havde en Kammerherre
til Postmester her i Byen ... ja jeg duer kun til at vande
Gyldenlakker og Levta&jer i min gamle, tilgroede Have. ... Aa
Fruentimmer! ... Fruentimmer! Hvis I ikke var til, saa lod vi
Mandfolk jer vel gaa — og saa kunde vi selv være i Fred og passe
voresses Ting og blive gode Borgere og svare hver sit.
Lygten, til hvis Pæl forhenværende Bager Lund stadig
støttede sig, brændte endnu, skønt det var saa lys Dag, som det
kunde blive paa en taaget Efteraarsmorgen. Thi Vægteren, der
skulde slukke den, sad og sov sødelig i en Kælderhals.
Der lød noget som en Fnisen inde i Gæstgivergaardens
Pört . . . eller var det Kjoler, der knitrende strøg mod en
Dørkarm. . . . Nej det var Fnisen ... og det var Grinen, og
Bageren hørte Ordene:
Fa’vel Sjanne . . . stik bag om ner ad Strædet og ind
gennem Haven ... tag en Pind og løft Haspen af paa
Køkkendøren . . . naa din Mo’r kan jo ikke sla’ dig helt ihjel. — Pst!
blot ud af Porten.
— Aa, jeg bliver rædsom ulykkelig!
Denne Stemme kendte Bageren godt. Med en
Kraftanstrengelse, der forekom ham overmenneskelig, slåp han Lygtepælen,
havde endog den Betænksomhed at finde sine brune Uldvanter i
sin Frakkes Baglomme, og at trække dem paa for at faa et
nogenlunde værdigt, faderligt Udseende. Og saa et Par store Skridt 1
Og han stod i Portaabningen.
Et Hvin af Skræk — saa et Forfærdelses-Udbrud — Aa
Gud ... aa Gud. Fa’r!
Den vrede, værdige Fader, hvortil den blide og bløde gamle
Bager havde strammet sig op, faldt sammen som en Klud, der har
været stillet op langs en Stiver, men slasker ned, saa snart der
gaar Trin over Gulvet. Uldvanterne, der skulde have givet en
myndig truende Haand en øget Værdighed, havde med samt de i
dem indeholdte Hænder ganske glemt Rollen. De hang slapt ned
langs den lange Frakke. Der stod Bager Lund snarere som en
ydmygt bedende end som en Revser. Det hjalp ikke, at en
indre-Stemme kaldte ham en rigtig Pjalt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
