585 (Tilskueren / Aarg. 12 (1895))

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: „Memento mori“

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

«Memento mori*.

585

For nu hørte hun tyemme i Ørkençn. — Aa, hvor hun
længtes efter Ørkenen! —

Dyrt, dyrt skulde alt betales her i Livet. Langsomt havde
hun lært det. Allerlangsomst hvor dyrt.

I Letsindighed var hun bleven hans. Letsindig havde hun
spredt ud for alle Vinde de Skatte, han ødsel og kærlig havde
lagt for hendes Fod. — Nu havde hun betalt og blev ved med
at betale. Den Gud Nemesis var en streng og nidkær Gud.
Vilde han da aldrig synes, det var nok?

Nej, det var ikke nok, og det blev aldrig nok.
— Som en bodfærdig Synderinde skulde hun være Resten
af sit Liv. Endnu dybere fornedret, end hun allerede var det,
skulde hun blive. Naar hun gik derude i Ørkenen med sin
Broder i Haanden, skulde hun forvildet, brændende længes efter
den Handske, han i den sidste Tid af Medlidenhed i Ny og Næ
havde tilkastet hende, og som hun ydmygt takkende havde taget
op og kysset.

* *

Langt om længe, sent paa Natten slæber hun sig, stadigt
grædende ind i Sovekammeret, og ser sin brune Kjole med det
snørklede Mønster ligge henkastet over Sengestolpen. Hun presser
atter Haanden mod Hjertet og snapper efter Vejret. Disse tynde,
lange, snørklede Streger i Kjolemønstret, er som de tusinde usynlige
Fangarme, hvormed hun i Vinterens Løb, da hun bar denne
Kjole, forgæves, forgæves havde grebet efter ham.
Nu var det Sommer, og nu var han borte.
Hun tager Tæppet af Sengene og lægger det sammen.
Opdager hans Natskjorte ved den ene Sengs Fodende, tager den
forsigtigt op og trykker den ømt og blødt til sit Hjerte. Hun
kysser den atter og atter, mens mange store Taarer falder paa
den, hun lægger den dæggende til Rette i sine Arme, som var
det et levende Væsen, et lidet elsket Barn. —

Hun klæder sig af og gaar til Ro i sin kolde, smalle Seng,
trykker Ansigtet ned i Puden, svøber Tæppet om sig og tænker
paa ham. — Tænker ogsaa paa, hvor underligt det er, at et
Menneskehjerte kan være saa sygt, saa sygt uden at dø og briste.

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Fri Oct 18 17:06:10 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tilskueren/1895/0591.html

		Tilskueren / Aarg. 12 (1895) / 585 (1884-1939) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|