587 (Tilskueren / Aarg. 12 (1895))

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Amalie Skram: „Memento mori“

scanned image

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

«Memento mori*.

587

faa en glad Time mere her i Livet. Og dog var det blevet gemt
og glemt.

Men Dødsfald var jo ogsaa noget andet. Deri havde man
selv ingen Skyld.

Men hun — hun gik med et Bjærg af Skyld paa sine
Skuldre.

Nej, lide sig tværs igennem. — Eller omkomme paa Halvvejen.

Ja, omkomme — det vilde hun helst. For Lidelsen var
saa grufuld, saa knugende uovervindelig.

Men hvis hun omkom, saa fik hun jo aldrig mere se hans
elskede Ansigt, aldrig mere lytte efter hans Skridt i Trappen,
aldrig mere tole denne berusende Hjertebanken, der skyllede som
varme Bølger over hendes Indre, naar hun uforvarende mødte
ham paa Gaden.

Nej, nej! Omkomme vilde hun ikke. — Lide — lide, uden
Haab. Uden én eneste Gang at løfte bønfaldende Hovedet op til
den Gud Nemesis, der var saa grum og ubøjelig, men i hvis
Aasyn der dog var et Præg af mild Medlidenhed. Det var ikke
ham, der straffede Menneskene. Han var kun det truende Symbol
paa den evig uundgaaelige Sandhed:

,Som et Menneske saar, saa skal det og høste*.
* *

Hun sidder inde paa et Apotek og venter. Mange Dage
og Nætter er gaaet, og hun har grædt sig gennem dem alle.
Pludselig kommer han ind. Glemmende alt, ude af sig selv, farer
hun op og kaster sig om hans Hals. Mildt, men dog uvilligt,
ryster han hende af sig og siger, at hun maa huske, hvor de er.

Lidt efter gaar de ved hinandens Side ude paa Gaden. Hun
er stum og stivnet, og de taler ikke sammen.

Saa siger han: „Ja nu ser du ud, som jeg ved ikke hvad.
At jeg ikke nu kan komme dig i Møde, som du vil ha’ det, maa
du vide og forstaa. Man kan ikke hverken græde eller lide eller
trodse sig Kærlighed til. Hvor Du dog daarligt kan bære dit Livs
Konsekvenser! Min Kærlighed til dig har du selv ærligt og
redeligt sprængt ud af Verden. — Jeg er fuld af sund og lykkelig

Livsglæde, Gudskelov, men lige over for dig er jeg et Lig.

* *

*

<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>

Project Runeberg, Fri Oct 18 17:06:10 2024 (aronsson) (download) << Previous Next >> https://runeberg.org/tilskueren/1895/0593.html

		Tilskueren / Aarg. 12 (1895) / 587 (1884-1939) Table of Contents / Innehåll \| << Previous \| Next >>
	Project Runeberg \| Catalog \| Recent Changes \| Donate \| Comments? \|