Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - August - Niels Møller: Edgar Poe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edgar Poe.
611
om Fru Stanard kan maaske have givet hans Fantasi dens dunkle
Farve. Men hans Kirkegaardssværmen efter hendes Død, om
Sagnet ellers er sandt, viser snarere, at han var født med et
ufrisk Hang mod det uhyggelige. Han gav det fuldt op af Føde
i sine Prosaskrifter. De behandler Emner som æventyrlige Rejser,
til Maanen eller til Sydpolen, den flyvende Hollænder, Mytteri og
Menneskeæden, Pestrædsler, mystisk Sjælevandring, levende
begravede, Inkvisitionshelveder, Opdagelse af Mord, Galehusscener,
Hævn, skjulte Skatte, som findes ved at tyde en Lønskrift o. s. v.
Der er i dette Emnevalg noget af den degenereredes Lyst til grove,
pebrede Effektmidler eller af den ukultiveredes gysende og kilrende
Svælgen i Spøgelsehistorier.
Hos Poe faar dette Hang mod Uhygge og Overtro en vis
Farve af Videnskab og gennemsyres af subtil Forstandighed. Han
fylder ikke sin Fantasi med almindelige Benrade og Genfærd;
hans Overtro vender sig mod Frenologi og Mesmerisme, Epilepsi,
Skindød, perverse Drifter og Forbrydervanvid, Liv efter Døden,
Malstrømme, Ballonfarter, Verdens Undergang. Han ængstes som
en gammel Kone for, at en Komet skal ødelægge Jorden. Men
han søger at begrunde sin Frygt videnskabelig.
Hvad der gør disse Fortællinger til Litteratur, er foruden
Sprogkunsten og den Stemning, Digteren gyder over dem, det
Skarpsind, hvormed de er skrevne, og den Livagtighed, han kan
give dem. De fleste Læsere er især blevne imponerede af hans
Skarpsindighed, som han viste den i Tydning af Lønskrift og i
Opdagerhistorier. Vistnok har han ogsaa haft en mærkelig
indtrængende Sporsans; men hans Kunst er større end hans Kløgt.
„Guldbillen" og „Mordet i RueMorgue" er ikke saa uhyre snedige,
som adskillige godtroende Folk mener. „Hvad Snedighed er der
ved at udrede et Væv, man selv har vævet for at pille det
op?-spørger Poe selv. Snedigheden bestaar i, at han væver det med
saadan en dølgende Kunst, at Folk glemmer, det hele er lavet af
Forfatteren, men blot berettet bagfra. Han blænder Læseren ved
Fortællingens Skær af Virkelighed; han ser og afbilder Tingene
saa tydelig. Men ogsaa denne Livagtighed er for en Del beregnet
Kunst. Man skal skjule det heles Usandsynlighed ved at gøre
Enkelthederne naturlige og nøjagtige, siger han. Stundom gaar
han vel vidt i sin Stræben efter at frembringe Illusion, saaledes
i „Pymu, som han udgiver for en virkelig Beretning, og ved
andre Mystifikationer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
