Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - R. Besthorn: Napoleon III’s Triplealliance
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
736
Napoleon III’s Triplealliance. 736
Hovedværket, i Sybels udførlige Behandling af hin Tids Historie
vil søge en klar og objektiv Fremstilling af hin Triplealliance, maa
blive stærkt skuffet. Den berømte tyske Historiker fortjener Tak
for sin Materialsamling; men han har som Nutidshistoriker ikke
formaaet at anvende den historisk-kritiske Metode, han ellers saa
sikkert raader over, han savner i alt for høj Grad politisk Blik,
hans Standpunkt er bornert ultrarigstysk, hans Fremstilling er
konfus og ligner paa mange Punkter mere et Prokuratorindlæg end
en videnskabelig kritisk Behandling af et historisk Æmne.
Det napoleonske Kejserdømmes Dekadenceperiode begyndte
i det Øjeblik, da Bismarck overtog Ledelsen af den preussiske
Politik. Det var ikke undgaaet Napoleon III’s Opmærksomhed, at
det italienske Felttog i 1859 havde blottet store Mangler i den
franske Hærorganisation, men han fandt ikke mere den
tilstrækkelige Kraft til at gennemføre en fuldstændig Omdannelse af det
franske Hærvæsen og følge det Eksempel, som den preussiske
Hærledelse gav, efter at den ny Ministerpræsident v.
Bismarck-Schönhausen havde sat Parlamentet ud af Spillet. Napoleon
undervurderede sin Magt og sin Hær. Han havde trods
Ståts-kupet, trods Krimkrigen og den italienske Krig aldrig været de
raske Beslutningers Mand, han begyndte allerede paa den Tid, da
Bismarck vovede sit første og i diplomatisk Henseende maaske
farligste Kup, Angrebet paa Danmark, at blive affældig, og paa
Sadovadagen brød hans Svaghed og Affældighed frem i en saadan
Grad, at ogsaa hans nærmeste Omgivelser ligesom han selv
begyndte at tabe Troen paa hans og Kejserdømmets Fremtid.
Napoleons og Frankrigs Prestige var endnu saa stor og blændende,
at han trods sin Hærs latterlig mangelfulde Krigsberedskab efter
al Sandsynlighed vilde have kunnet standse Sejrherren og diktere
Freden. Men forgæves bønfaldt hans Ven, Fyrst Metternich, ham
om at sende den franske Hær til Grænsen. Napoleon var som
lammet af Sejrsbudskabet fra Sadova, der kom ham og hans
Generaler lige saa uventet, som Sejrsbudskabet fra Wörth fire Aar
senere kom den østerrigske Regering. I Stedet for at tænke og
handle fremstammede han kun den ene Sætning: „Jeg er ikke
forberedt paa Krig!*
Napoleon III vidste, at den næste Krig vilde blive ført om
hans Dynastis Eksistens; han tog ogsaa Tilløb til en Hærreform,
men han vovede ikke at tage Skridtet fuldt ud. Napoleon
undervurderede atter, som Slagene ved Metz i August 1870 viste, sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
