Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - H. Kaarsberg: Sidse Peer Grovsmeds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
768
Sidse Peer Grovsmeds. 768
havde mangt et forstandigt Trøstens Ord at sige den indesluttede
Mand, der altid forhen var forekommen hende at være en af
Landsbyens Matadorer, men som nu syntes hende at være hendes
jævnbyrdige ligesom alle de andre Mandfolk, hun havde kendt,
— bare meget mere værd. For der var noget saa sært vægtigt
over Smeden, noget saa umaadelig solidt. Naar Sidse gik forbi
Smedjen og saa ham staa derinde, sort og alvorlig, og hamre løs
paa det rødglødende Jærn, saa Gnisterne føg omkring ham,
forstod hun ikke, at noget Kvindemenneske i Verden kunde være
ond mod ham. Og naar han saa saa op fra Arbejdet et Øjeblik
og næsten umærkeligt tilnikkede hende i Forbifarten, betoges hun
af et lønligt Had til den „edderspændte41, der sad derinde bag
Stuehusets Rude og keg ud efter Sladderkællingerne og skældte
og smeldte paa Ungerne og galede, som en arrig Hanekylling,
tværs over Gaden til Manden, der stod og hamrede, saa Sveden
haglede ned ad hans sværtede, forgræmte Ansigt.
Naa, — hele Somren gik, og, om nogen havde sagt ondt
om Peer og Sidse, havde han løjet. Ganske vist var Sidse til
Forargelse i de unge Karles Kres. Thi hun, der før havde været
med overalt, den raskeste Pige i en Sekstur og altid parat til at
følge, naar Ungdommen samledes om Aftenen i „Kallehaven
hun var nu bleven saa særegen, — næsten „fos" kunde man
kalde hende. Og da Jens Kusk en Aften skældte hende ud for:
„dit lange Jærtegn", fandt de andre, at det var meget træffende
sagt. Gu? var Sidse et Jærtegn! Det var netop det, hun var!
— Men, — der var dog ingen, der turde sige hende noget
paa ellers.
Saa kom Vinteren, og jo kortere Dagene blev, jo værre
blev Peers Kone. — Til sidst kastede han Skødskindet, trak i
Søndagstøjet og gik til Præsten for at klage sin bitre Nød.
Og Præsten, som var en Menneskekender, tog vel imod
Peer og lovede at komme hen at tale Kvinden til Rette næste
Søndag.
Han kom da ogsaa. Det var ved Aftenstid.
Smedemadammen havde netop raset som en Furie. Børnene havde hun
skikket sultne i Seng. Peer sad paa Hønsebænken og stirrede
tavs ned for sig og rullede med Tommelfingrene og biede paa
sin Mad, der ikke kom.
Men da Præsten aabnede Døren og traadte ind, fik Fløjten
pludselig en helt anden Lyd. I et Nu havde Smedekonen hentet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
