Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oktober - H. Kaarsberg: Sidse Peer Grovsmeds
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sidse Peer Grovsmeds.
779
„Aah, Herre Jesus, Peer! hvad Fortræd du faar af mig!"
„Pas du dit, Sidse — du kan faa Læs nok endda. Flink
og skikkelig har du altid været... Dit Barn kunde ha’ haft baade
værre Mo’r — og Fa’r."
Han vendte sig bråt og trak nogle Gange i Blæsebælgen.
Saa drog han det gloende Jærn ud af Kullene, lagde det med et
Sving paa Ambolten, greb Forhamren og hamrede løs, saa
Gnisterne føg omkring ham.
Sidse stod endnu et Øjeblik med Blikket stift hæftet paa
hans svære Skikkelse. Saa lukkede hun sagte Vinduet og
forsvandt i Mørket derudenfor.–
Da hun et Par Maaneder efter havde født sit Barn, sendte
Peers Kone hver Dag en Krukke varm Grynsuppe ned i „
Præste-markshuset" til hende. Og Smeden hjalp hende med Penge og
Tøj til Drengen.
Sidse vedblev at være det „Naturmenneske", hun altid
havde været. Hun sled og slæbte bare endnu taprere end forhen.
Hun flyttede til Nabobyen med sin Dreng. Og Drengen, der hed
Peer, blev stor og tyk og lignede baade sin Fa’r og sin Mo’r.
Han fulgte Moderen overalt: i Roemarkerne og i Vadskehuset,
ved Høstarbejdet og i Bryggerset.
Men Sidse havde forandret sig. Mager og lang, alvorlig
og ordknap, gik hun sin trælsomme Gang. Hun var hverken
„galhovedet" eller „krakilsk". Hun bare passede sig selv og sin
Dreng. Hun havde Friere nok. Thi mange Mænd havde Tillid
til hende og skønnede, at hun kunde blive en værdifuld Støtte i
alle Forhold. Men hun „sendte dem alle Vintervejen".
Aarene gik. Peer døde, og Kirsten tog den ny Smed.
Og Aarene blev ved at gaa. De syntes at forsvinde med
hemmelighedsfuld Fart for den ældre Generation i Landsbyen.
Kirsten bed i Græsset og Hønsekræmmeren og Præsten og den
gamle Urmager. Alle de gamle døde. Kun „Sidse Peer Smeds" r
som hun vedblev at hedde, holdt Stand. Rynket og rusten i
Mælet, knoklet og graahaaret, men rank og høj endnu, stod hun
igaar i sin pyntelige Have og gravede, som en ung Karl altid
burde grave.
Men fra imorgen at regne trækker hun sig tilbage til det
„indenoms". Hun købte nemlig i Dag Smedjen og Smedehuset
til sin Søn, unge Peer, og hans Kæreste. Og hos dem vil hun
hvile de Dage, hun kan have tilbage.
H. Kaarsberg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
