Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Harald Høffding: Nationalitet og Kultur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
817 Nationalitet og Kultur.
tillige, at han ved denne Adfærd ikke paadrager sig den Skændsel,
som hos alle civiliserede Folkeslag hviler paa Overløberen. Hvor
der er lidt og stridt, elsket og hadet, jublet og sørget i Fællesskab,
der kan der paa den anden Side danne sig en Nationalfølelse og
en Folkebevidsthed, selv om Race og Sprog fra først af var
forskellige. Et Eksempel herpaa frembyder Schweizerfolket med sine
tre Sprog, de fransksindede Elsassere og det gamle danske Monarki
(før 1814). Ove Mallings bekendte Læsebog: „Store og gode
Handlinger af Danske, Norske og Holstenere" blev skreven for en Slægt,
der havde fælles Minder og følte sig som Et, trods Forskellen i Sprog
og Afstamning, og Thomas Thaarup lader i „Høstgildet"
Repræsentanter fra Monarkiets forskellige Dele bringe Kongens Søn deres
Hyldest hver paa sit Maal. I sin interessante Afhandling om
Flensborg (i dette Tidsskrift 1889) viser P.Lauridsen, hvorledes
der her i Grænsebyen mellem Dansk og Tysk havde dannet sig
en særligt loyal og patriotisk Befolkning, især paa Grund af Byens
nøje Forbindelse med det danske Kongehus lige fra 1459 til 1864:
„i alle disse Aar delte Byen vore Nederlag og vore Sejre, vore
bitreste Ydmygelser og højeste Triumfer", og selv mellem 1851
og 1864 fandtes her en tysk dannet men dansk sindet Borgerstand.
Paa den anden Side er England og de nordamerikanske Fristater
et Eksempel paa, hvorledes udprægede Forskelligheder i
Nationalkarakter og Nationalfølelse kan danne sig, selv hvor der er
fælles Race og fælles Sprog, naar den historiske Udvikling
ophæver Fællesskabet i Skæbne, i Arbejde og i Forhaabninger. Det
er derfor næppe klog Politik at begynde sine Bestræbelser for at
bibringe en Befolkning en ny Nationalitet med at paatvinge den
det ny Sprog. I Stedet for at tilvejebringe Fællesskab ægger
man derved Modstanden og uddyber Fremmedhedsfølelsen.
Som Fællesskabs- og Helhedsfølelse forudsætter
Nationalfølelsen , at de forskellige Dele af Menneskegruppen staar i mere
eller mindre livlig Vekselvirkning og ikke lever hver sit isolerede
Liv. Bygdepatriotismen maa miste sin absolute Karakter, for at
en mere omfattende Patriotisme kan opstaa. I sit interessante
Skrift „Dansk Bondeliv, saaledes som det i Mands Minde førtes,
navnlig i Vestjylland" (Kbhvn. 1889) har Pastor H. F. Feilberg
vist, hvorledes først den nyere Tids Oplysning, udvidede
Færsels-midler og politiske Bevægelser har ophævet den Isolation og
Begrænsning, under hvilken Livet i de forskellige Egne af vort lille
Land førtes i tidligere Tider. Man saa forhen kun „til sin egen
56*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
