Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Edv. Lehmann: Thomas Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Thomas Carlyle.
861
mens og Frankrigs Koryfæ, den store Persifleur, Vol ta i re. Carlyle
har tegnet Voltaire vilkaarligt, ensidigt, som han opfattede det
Aarhundrede, Voltaire tilhørte, og i denne Opfattelse og i
Protesten mod Rationalismens Tidsaand kendes hans egen
Livsanskuelse tydeligt. „Intelligens er ikke hele Mennesket", vil han
sige; „den største Del af os bestaar af Følelser og Drifter, som er
os ganske gaadefulde, og at afvise disse Sjælesiders Part i Sagen,
er en højst ufuldstændig Fremgangsmaade. Hvor taabeligt er det
ikke at opholde sig over „Daarskab", som om vor Tale blev andet
end Daarskab, naar den vil nærme sig det højeste." Hvor let
bliver ikke alle vore Forsøg paa at udtrykke dette ufattelige
latterlige? Hvor misforstaaet at gøre Latteren til Sandhedens
Kriterium!
Altsaa mod Forstanden med dens Kritik og dens
Fjernelse af det rationelt set værdiløse stiller Carlyle Følelsen med
dens umiddelbare Bekræftelse af, hvad den finder værdifuldt.
Imod de personlige Egenskaber, som Rationalismen priste:
Tanke-klarhed, Vittighed, Verdensklogskab, opstiller han Dybsindighed,
Alvor, Ømhed, og først og fremmest Ærefrygt som uundværlige
Grunddyder.
Med denne Underordnen af Forstanden følger en Udvidelse
af Verdensbilledet. Vor Bevidsthed om Tilværelsen indskrænker
sig ingenlunde til, hvad vi erkender, men bestaar langt mere
af, hvad vi aner og tror; ikke blot Sansning og Dømmekraft,
men i overvejende Grad Fantasien opbygger det for
Mennesket naturlige Verdensbillede, og dette udvider sig for det første
i Rummet: over hele Naturen, over Universet, for det andet i
Tiden: over Menneskeslægtens hele Levnedsløb. Saaleder erkendes
det endelige, vi ser, at ligge i det uendelige, vi ikke ser; og
idet dette uendelige nu erklæres for Aand, kan Sætningen: det
synlige i det usynlige, føres videre: det sanselige i det aandelige,
Verden i Gud.
Her er vi naaede til Hjertepunktet i Carlyles hele
Livsanskuelse, til hans mægtige, fantasirige Religion: Gud som
Tilværelsens Aand og Væsen og Vilje, „Verden som Guds Klædebon",
Mennesket som Guds Tempel, Guds Billede, som — „jeg ved ej
hvad — Lysfunker flydende i Guds Æter." I barok Anskuelighed
fremstiller Carlyle denne Tanke i Ungdomsskriftet „Sartor resartus",
„den omsyede Skræder", hvor han foredrager „Klædernes Filosofi".
Alt hvad der eksisterer, er Aandens, Guddommens Klæder, Sym-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
