Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - A. C. Larsen: Prædikeren og Humoristen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Prædikeren og Humoristen.
897
Personer, en Person, der med fuldstændig gennemreflekteret
Klarhed lever og aander i de etiske Ideer, og saa samtidig en
anden Person, der med et Barns Friskhed forholder sig til alt —
hvad enten det er stort eller smaat — som træder ham i Møde;
og just, fordi han som et Barn søger det allerumiddelbareste,
er det vel navnlig det smaa, det jævne og dagligdags, som
fængsler og interesserer ham.
Men vil De sige: „Humor er jo dog beslægtet med Spøg
og med det komiske", og De vil spørge: „hvorledes kommer da
dette frem?" For at .besvare dette Spørgsmaal maa De erindre,
at det komiske beror paa en Modsigelse; det fremkommer, hver
Gang vi venter et og saa pludselig møder noget helt andet.
„Naar to Anskuelser eller to Begreber, som er absolut uforenelige,
mødes, og jeg haardnakket vedbliver at sysle med dem i den
Overbevisning, at de alligevel kan og skal forenes, saa
indtræder den Ulystfølelse, som er Særkendet for det stygge og
absurde; hvis jeg derimod øjeblikkelig kommer under Vejr med,
at de hverken kan eller skal forenes, saa at det hele kun er
en munter Leg, opstaar den potenserede Lystfølelse, som skaffer
sig Luft i Latteren" 1).
Se, paa Modsigelse mangler det sandelig ikke for
Humoristen; tværtimod: den foreligger for ham i den mest udprægede
Skikkelse, hvori den overhovedet kan optræde, idet han paa den
ene Side har klare og ophøjede etiske Ideer og paa den anden
Side en Virkelighed, om hvilken han lige saa tydeligt som
Prædikeren indser, at den staar i skærende Modsigelse med disse
Ideer. Den første og naturlige Følge af denne Modsigelse er en
dyb Smerte, og „enhver betydeligere Sindsbetagethed, af hvad
Navn nævnes kan, umuliggør Latteren. Den kan kun indfinde
sig paa det Vilkaar, at Sindet er frit og let, saa at der ikke er
noget som helst trykkende, knugende eller blot nogenlunde
alvorligt, som enten i Forvejen har taget det fangen eller uvilkaarlig
lægger Beslag paa det just ved den Situation eller Ytring, som
skulde vække Latteren"2).
Hvorledes gaar det da til, at Humoristen, der er betagen
af den alleralvorligste og allermest trykkende Sindsstemning,
alligevel spøger, ja endog ler? Fra den nys omtalte Smerte kan
Se mit Skrift: Æstetiken og Livet, S. 208.
») Samme Sted, S. 193.
61«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
