Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - November—December - Poul Levin: Ny Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
942
Ny Skuespil.
til hans Personlighed. Den tager alle aandelige Evner i Beslag,
fordrer det fineste Øre, den dybeste Forstaaelse, det ærligste
Menneskekendskab, den er til sin inderste Fiber subjektiv, og den
naar derfor, hvis den øves ret, uvægerligt til Sandheden.
Den gamle Horats’ Ord: Hvis Digteren vil, at jeg skal
græde, maa han selv først græde, kan vendes om: Har Digteren
grædt, da vil ogsaa jeg græde, hvis han forstaar sin Kunst.
Gribes jeg, da er det, fordi Digteren selv var greben, da ser
jeg ind i hans Sjæl, da aabenbarer han i Digterværket sine
lønligste Tanker for mig.
Den ydre historiske Sandhed i et Digterværk, ja, den maales
ved videnskabeligt Studium, men den indre, den, der fremkom ved,
at Digteren blev tiltrukken af Stoffet og ikke omvendt Stoffet af
ham, den føles, fordi han anslaar Strenge i mit Indre, fordi jeg
kan forstaa hans Skildring.
Og netop dette opfylder Brandes’ „Muhammed".
„Indholdet", Intrigen i dette Skuespil, er let fortalt.
Muhammed er paa Røvertogt. Som sædvanlig ledsages han af en af
sine Hustruer, denne Gang af Aisja, der allerede som Barn blev
bragt til ham. Paa Togtet forsvinder Aisja, men føres kort Tid
efter tilbage til Profeten af en ung Mand. Den aldrende
Muhammed fatter straks Mistanke, tror ikke Aisjas Fortælling om
Grunden til Udeblivelsen, men pines af Uvished. Hans Mænd
trænger ind paa ham for at faa ham til at handle, men Muhammed
flygter fra dem for i Ensomhed at kunne gruble over Aisjas Skyld
eller Uskyld. Til sidst lader han sig overbevise, tager hende atter
til sig og drager ud til Sejr i Spidsen for sine Skarer.
Muhammed* fremstilles altsaa som den tvivlende, uvisse.
Han er ikke den ufejlbarlige, der ved alt, kan alt og vinder alt,
han er ikke Profeten i Skyerne, som man ikke forstaar og derfor
ikke interesserer sig synderligt for.
Den Situation, i hvilken Muhammed fremtræder, er netop
egnet til at skildre ham som Menneske. Det er den store Fører,
i hvis Haand manges Skæbne hviler, der midt under Kampen
gribes af noget, som fører ham bort fra alle, en Kamp meget
bitrere end den store, almene, fordi han der staar overfor sig selv.
Det er tungt at være Fører. Føreren er aldrig ene, flygter han
med sine syge Tanker, iler de andre efter ham, og han udraaber
halvt bønfaldende: „Hvorfor denne Søgen, denne Jamren —
en Dag kan I vel staa i Kamp uden mig! Jeg ønsker Ensomhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
