Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Nils Collett Vogt: En Bekendelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
5 En Bekendelse.
og om Bryst og Skuldre var slynget et violet Silkesjal, der siden
var knyttet rundt om Livet ä la Revolutionens Kvinder. Hun lo
endnu, men dæmpet. Jeg gættede, at hun var atten Aar, i alt
Fald ikke ældre, og indsaa straks, at de tre Damer var
udenlandske, men spekulerede forgæves paa, hvilken Nation de tilhørte.
Idet jeg roligt og iagttagende slentrede forbi dem, løftede
den unge Dame sit Ansigt og saa paa mig med mørke,
udtryksfulde Øjne. Latteren i det var forsvunden, og jeg troede nu at
bemærke, at dette Ansigt var dybt sørgmodigt, maaske fordi det
var saa blødt, saa opvakt og ungt, at det endnu havde i Behold
dette uudsigelige Tungsindsdrag, som Barnet ejer, og som taler
om Renhed og Sjælens Uberørthed. Hvor henrivende! Jeg blev
staaende i stum Betagelse. Mit Hjerte aabnede sig for en Følelse
af øm Sympati, og det gjorde i Øjeblikket intet Indtryk paa mig,
at den unge Dame blev blussende rød og slog Blikket ned; til
al Lykke syntes de to Ledsagerinder ikke at have set hendes
Forvirring.
Da jeg havde passeret dem, var den dvælende Stemning,
hvoraf jeg hele Formiddagen havde været behersket, som blæst
bort. Ikke en Anelse af min forrige apatiske Ro tilbage. Hver
Muskel i mit Legem var spændt, og jeg følte en sagte Jubel vælde
op i mig med slig Magt, at jeg uvilkaarligt maatte standse for at
trække Vejret.
Det var lydeligt, at den unge Dame helst vilde undgaa et
nyt Møde med mig og derfor søgte al overtale sine Ledsagerinder
til at forlade Parken. Hvad enten det nu havde sin Grund i, at
disse fandt Behag i Fontænens rislende Lyd eller maaske ikke
vilde give efter for det første, det bedste Indfald, nok er det, at
de i Ro og Mag fortsatte deres Vej rundt om Springvandet uden
at lade sig paavirke af den unge Dames Overtalelsesforsøg. Jeg
vilde altsaa møde dem paany. Foreløbig var de to ældre
standsede raadvilde foran den lille Bæk, der flød ud fra Bassinet, medens
min unge Skønhed for længe siden var hoppet over. Det gjorde
et komisk Indtryk at iagttage, hvorledes de to Drager — saaledes
havde jeg allerede døbt dem — mønstrede denne lille Hindring
paa sin Vej, før de begge skørtede op, saa de mægtige Lægge
blev synlige, og derpaa skrævede over Bækken. De var nu blevne
tavse, hvad jeg tog for et lykkeligt Varsel. Gud ved hvorfor!
Tro imidlertid ikke, at jeg reflekterede i dette Øjeblik, dertil
dirrede mit Sind i alt for stærk og feberagtig Spænding. Jeg følte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
