Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Julelæsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Julelæsning.
65
moralske; overfor den er alle Viljer Voks, alle Overbevisninger
vejer som Fnug, og saadan skal det være. Al den Virak, vor
vantro Tid forholder de andre Guder, føler man Trang til at
brænde for denne.
Amor triumphans hedder et af Drachmanns Melodramer;
det kunde de alle hedde. Det er jo, som den erotiske Passion nu
har slugt al anden Inspiration i hans Sjæl, døvet alle andre Strenge
paa hans Lyre; han øjner ingen anden Magt i Livet, og „alle
Vildbække bruse" — som der staar i Præludiet — under den sejrende
Guds Vælde. Fra Sanselighedens friske Kilder er der ogsaa rundet
Saft og Farve ud over disse Melodramer; der ligger duftig Glans
over Billederne, alle Omrids staar som i klar Septemberluft,
Scenerne er tydelige som Visioner og springer frem ved første Sving
med Tryllestaven og forvandler sig lige saa villigt og rapt. Aldrig
har Drachmann haft sin Genius saa redebon i sin Tjeneste, som
da han satte Hr. Peder og Hr. Preben til at spille Tavl sammen
eller lod Kong Harald være Julegæst i Finnens Gamme; aldrig har
han saa virtuosmæssig mestret Sprogets vanskeligste Tonesatser,
som da han instrumenterede de farende Spillemænds Kvartet i
Hr. Peders Hal. I „Middelalderlig" og i „Snefrid" er
Digterfantasierne fortættede til en saadan Vægtfylde og udformede paa Papiret
med en saadan Sikkerhed og Vælde, at det tydeligt mærkes, hvor
Drachmanns Pegasus har trængt til at rides med korte, stramme
Tøjler.
Den Elskov, i hvis Aand og til hvis Ære Digtningene er
skrevne, er den blinde, usammensatte Naturdrift; det er det brutalt
ukultiverede og det ganske forstandsløse, irrationelle i den, som
Drachmann med Glæde besynger. Den er lidet i Slægt med de
Følelser af Venskab, Sympati, Medfølelse, Beundring, hvormed den
ellers i civiliserede Forhold synes sammenvokset. I Amor triumphans
er det Ivar, Else Marie „holder af", og hun vilde være bleven ham
en god Hustru; men saa viser han sig, Jonas, som hun ikke har
set i 7 Aar, og, uden at der for hende er et Øjebliks Tvivl eller
Betænkning, ved hun med det samme, at hun hører ham til.
»Jeg spørger dig ikke om, hvordan du nu er, jeg ved kun, at jeg
elsker dig". Det er den gode gamle romantisk mystiske Elskov
om igen, — den, der fødes ved første Møde, ikke bygger med
nogen som helst Forudsætninger af Bekendtskab, Forstaaelse osv.,
og i sin usammensatte Forholdsløshed til hele det øvrige Sjæleliv
er ubetvingelig, altovervindende. Den er blot her hentet dybere
Tilskuer«!!. 1896. 5
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
