Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Teatrene.
et og samme Billede, som altsaa udløser en „Illusion" hos dem>
og en aldeles bestemt Illusion. Husk Dem om! Det er sikkert
hændet Dem, at De — i en vis Sindstilstand, en vis Stilling, en
vis Belysning — har set f. Eks. en Krusedulle i Væggens
Tapetpapir, og, at saa denne Krusedulle pludselig er blevet Dem et
menneskeligt Ansigt, som De aldrig i Deres Liv havde mødt. Deres
Øjne var fæstede paa Krusedullen, De vidste, at det var en
Krusedulle, og alligevel saa De kun hint ukendte Menneskeansigt, og
De saa det saa tydeligt, at De let kunde have tegnet det af. Det
er, hvad man forstaar ved en (Syns-)Illusion, et Blændværk, og
just saadanne, levende og bestemte Blændværk skal
Skuespilkunsten faa Deres Øjne og Øren, Deres Tanker og Følelser til at
frembringe. Skuespillerens kendte Personlighed og den udenad
lærte Rolle svarer til Krusedullen i Tapetpapiret; hans Maske, hans
Dragt, hans Plastik, hans Mimik, hans Betoninger er Midlerne,
hvormed han rykker Dem hen i den Stilling, sætter Dem i den
Sindstilstand, at De ser og hører ikke længer ham, men den ukendte
Skikkelse, som han vil bringe (eller som hans Personlighed tillader
ham at bringe) Dem til at høre og se. Selv for de aller største
Kunstnere lykkes det næppe nogensinde at fremkalde Illusion en
hel, stor Rolle, endsige en hel, lang Forestilling igennem. Men paa
den anden Side — hvis De en Aften i Teatret slet ikke har set og
hørt en anden Virkelighed end den, som Deres Øjne og Øren
„faktisk" saa og hørte oppe paa Scenen, saa sig efter
Omstændighederne, at De var den Aften i Selskab, paa Karneval, paa
Tingel-Tangel: i et Skuespilhus derimod kan De kun højst uegentligt sige,
at De har været.
Fru Hennings havde aabenbart lagt sig 2den Del af Fru
Heibergs Livserindringer paa Hjerte. Hun fulgte nøje dens
Anvisninger om, hvorledes Blindheden bør fremstilles. Det var der
altsammen: den varsomme Gang med Hænderne lidt forud for
Legemet, de smaa, stille.Bevægelser, den melodiske Stemmeføring
„med ligesom en Sordin paa", og Bestræbelsen for at give Øjnene
en indadstraalende i Stedet for en udadstraalende Glans. Alligevel
har den Jolanthe, som Fru Heiberg tvang sine Tilskueres Fantasi
til at skabe, sikkert været meget forskellig fra den, som Fru
Hennings nu og da fik os til at se. Fru Heiberg siger intet om sin
Forstaaelse af Figuren, hun spiser En af med den
Fruentimmer-Besked, at sligt kan ikke forklares, det maa føles. Men der
undslipper hende dog en Betegnelse, hun kalder Jolanthe „denne unge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
