Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
278
Den moderne norske Litteratur.
Ansvarsfølelse maales efter, hvorledes Kvinden har del rundt om
i Hjemmene.
I hans rolige, sikre Tegninger fra vore Bedsteforældres Tid,
fra vore Forældres og fra vor egen lige til den allersidste, er
Maalestokken lagt til Rette for os; men vi maa selv bruge den;
han bare fortæller.
I Bedsteforældrenes Tid var Norge en liden, koselig
Bureaukratdomæne med larmende Kaptajner, fede Præster, alt opædende
Jurister, Søofficerer med adelige Fornemmelser, Dommere og
Amtmænd med Smaakongefølelser. Nede i Sømandshjemmene, inde i
Storkaksebygderne havde den patriarkalske Statsorden sine
Repræsentanter i Husherren af Guds Naade. En beskeden politisk
Frigørelse i Firtiaarene; først i Sekstiaarene blev den farlig for „det
bestaaende"; snart drog den sig ogsaa over paa det sociale
Omraade. Dengang Litteraturen tog Arbejdet op og hjalp og
forberedte Politiken gennem en opløsende Begrebsudvidelse til alle
Sider, ... hvilken Stormbyge af selskabelige Udstødelser, Skældsord
og Bagvadskelser, oversvævet af kirkelige Banstraaler! Var det til
at undres over? Alle disse Mennesker vaktes jo op af en
urokkelig Tro, den nemlig, at „det bestaaende" politisk og socialt hvilte
paa klippetryg Bibelgrund. Mens denne Kamp endnu rasede paa
det værste, gik Jonas Lie tilsyneladende helt uskyldig bagom og
ind i Husene. Han fortalle saa vist ingen, hvad han vilde der.
Men han kom ud igen med „det bestaaendes" Sæder og
Tænkemaade fra dets gyldne Tid. Det var ikke det sletteste Hjem, han
hentede dem frem ifra, det var de bedste. Og da vi flk se, hvad
det var, sagde vi uvilkaarlig: „Men var det dog noget at
konservere?" 1 næste Øjeblik lagde vi til: „Jo, — noget er der dog; og
det maa vi se til at redde."
Dette er hans Skildrings Ære.
I sin sidste Bog „Niobe" revser han med rolig Myndighed
den lille Del af norsk Ungdom, som var fædrelandsløs nok til at
blive spradende Agenter for Pariserdekadencen. Men ogsaa her
deler han Sol og Vind lige, han giver dem i Afdrag, hvad deres
er. Ogsaa her ligger samme Maalestok skjult i Skildringen:
Hvordan ser man paa Kvinden nu; hvad Horisont ser hun selv ud i
nu? Naar Maalestokken har gjort sin Gerning, viser den et
Resultat, som ikke bare er til hendes Fordel. Altsaa heller ikke til
Samfundets. Men gennem Opgørets Sprængning og Ødelæggelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
