Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Bjørnstjerne Bjørnson: Den moderne norske Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281 Den moderne norske Litteratur.
— Der kommer den norske Flaades eleganteste Skude, eller
ærligt talt dens eneste elegante. To lange, blanke Staalpiber
stikker frem forud og viser, at den sejler ikke til Lyst. Og som
de hurtigskydende Kanoner er de allerbedste, saaledes alt andet
om Bord, nyt, stateligt, skinnende af Puds. Men ikke som det,
der er paa Moden. Hans eget Snit er i det, paa Trods af Moden,
stolt udfordrende.
Høsten 1878 var jeg paa det berømte Bal, som Frankrigs
Præsident, Marskalk Mac-Mahon, gav i Versailles Slot. Jeg havde
gjort et Slag gennem den store Spejlsal sammen med den norske
Kæmpe, Maleren Fritz Thaulov, da jeg fik Øje paa en ung Mand
end mærkeligere end Thaulov. Han var den stovteste og vakreste
Mand blandt alle disse tusind. Jeg saa ham jo ogsaa i Forstørrelse
af Stedet, Pragten, Musiken, han tog sig ud som en Aabenbaring
fra et større og kraftigere Folk. Alle saa paa ham; de kunde
bare ikke begribe, hvorfor han ingen af sine Storkors havde paa;
thi han var da mindst en kongelig Prins fra et fjemt Sneland,
hvis Slægter endnu havde Race. Og jeg nægter ikke, at jeg blev
stolt, da han kom over til mig og talte Norsk; det var Alexander
Kielland. Denne Gudernes Yndling, der traadte fuldt færdig ind
i Litteraturen med nyt Æmne, ny Stil, og med en Glans over det
som af sin egen Person i Versailles Spejlsal, — havde han viet
sig Moden, var han ogsaa bleven Menneskenes Yndling. Alle de
ydre og indre Egenskaber, som skulde kunne gøre ham til
Salonernes udkaarede, ja, hele Folkets enfant gåté, var her forenet,
han havde utvivlsomt ogsaa en begærende Fristelse i sin Livslyst;
der sprutter jo op af den i hver Linie, han skriver.
Men Alexander Kielland er vor Litteraturs Karakter, dens
mandigste Skikkelse. Han sagde en Dag, da der havde staaet et
• Blod, er dog blevet de fleste af os temmelig gammeldags. Den er blevet
os for uretskaffen; den synes os for stor poseur.
Men Digterne, idet de tegner, forbedrer de. Deres finere Forstaaelse
af Menneskene, deres højere Sans for Slægtens Vel nøder dem til det,
bevidst eller ubevidst. Vi kommer derfor til at opleve, at i Kapitlet
Ægteskabsbrud skiller den nordiske Litteratur sig helt fra den romantiske.
I „Niobe* lod Jonas Lie en Mor af fornem Familie, og som har
Børn, der efter mange energiløse Tilløb ender som ulykkelige Eksistenser, —
han lod denne stolte, forbitrede Mor sprænge dem og sig selv i Luften.
Mon der ikke ogsaa i denne Udgang er fransk Smitte; skulde det ikke
have været mere nordisk al gaa ud paa Potetesageren med dem og der
begynde at grave ? (Tilføjelse af 22. December 1895.)
Tilskueren. 1396. 19
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
