Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - Otto Jespersen: G. Brandes’s Shakespeare
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bøger.
841
teristiker er saa træffende, at man gerne vilde have set flere
lignende1).
Den skandinaviske Litteratur besidder allerede et dygtigt
og selvstændigt Hovedværk om Shakespeare, forfattet af den
bekendte svenske Litterærhistoriker H. Schück. Den, der vil
foretage en Sammenligning mellem hans Skrift og det nu foreliggende
danske, vil finde den meget lærerig; han vil se en Mængde Ting,
som de to har til fælles — og som ogsaa vil findes i de fleste
andre moderne Fremstillinger af samme Æmne — men han vil
finde ikke færre Uoverensstemmelser, baade i Enkeltheder, hvor
hver har set paa omtvistede Forhold med sine egne Øjne, og i
hele Behandlingsmaaden. Man ser let, at Schück er den, der er
bedst hjemme i Nutidens filologisk-historiske Behandling af svundne
Tiders Forfattere; hans Lærdomsrustning gør, at han træder solidt
og tungt paa Jorden som en sværtbevæbnet. Brandes har ogsaa
hentet en Del af sine Vaaben fra det samme Rustkammer; han
er dog ikke skolet Filolog som den anden, og flere Steder, navnlig
vel i første Bind, synes man at mærke, at han føler sig tynget af
det uvante Apparat. Men til Gengæld er han langt finere som
Psykolog og langt smidigere som Fremstiller; mange Ting, som
Schück tager lidt groft og massivt paa, bliver hos Brandes skildret
fint og nydeligt med indgaaende Forstaaelse; jeg tænker f. Eks.
paa de to Forfatteres Behandling af Ophelia og af Shylock. Eller
sammenlign deres Behandling af Iago og Othello, hvor Opfattelsen
hos begge til Dels hviler paa det samme Grundlag, der vel i
sidste Instans’ kan føres tilbage til Coleridge som den første til at
hævde, at Othello ikke er skinsyg af Natur; her viser Brandes’s
Kunst til at trænge ind i Digterens Skikkelser sig helt igennem
som Schücks overlegen. Dennes Analyser er paa mange Punkter
fortræffelige, men gennemgaaende har man dog ulige større
Fornøjelse og Udbytte af at læse det danske Værk.
Brandes synes i lige Grad at føie sig hjemme, i og fører med
samme Virtuositet sin Læser ind i de mange forskellige Verdener,
som Shakespeare fremfører os til forskellige Tider: den helt
betagende unge Elskov, den lyse og glade Skæmt, den mandige
’) Er det dog ikke lovlig flot at skrive følgende (II, 179): „Jonson
frembragte med arkitektonisk Sikkerhed — Bygmestersøn som han var —
sin hele dramatiske Plan ud af sit eget." — Hans Fader var jo Præst; og
det var hans Stefader, der var — ikke en Gang Arkitekt, men simpel
Murmester.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
