Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Will. Bloch: Nogle Bemærkninger om Skuespilkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
449 Nogle Bemærkninger om Skuespilkunst.
og de Bevægelser, han gør, vil uden hans Vidende eller mod hans
Vilje andre Tanker og andre Følelser give sig Udtryk, og selve
Anstrengelsen ved at eftergøre den iagttagne Form vil paa
illusions-brydende Maade blive synlig.
Hr. Larsen fremdrager en Udtalelse af Fru Heiberg, der
indeholder et karakteristisk Eksempel paa denne Følelsens
umiddelbare Magt over Legemet. Den drejer sig om Fremstillingen af
Tonietta1), en ung Kvinde, der skal frembringe Indtrykket af en
taus og indesluttet Sjæl, i hvilken der bevæger sig en hel Verden
af Tanker, Følelser og Lidenskaber, som ikke ønskes aabenbaret
for nogen. „Ingen Skuespillerinde" — siger Fru Heiberg — „maa
indbilde sig, at hun ved taus at stille sig hen, om end Øjet aldrig
saa smukt stirrer hen for sig, om end Stillingen er aldrig saa
beregnet, frembringer den Virkning, den Interesse, som her kræves.
Intet forskar uden Sjælens indadvendte Arbejden i Rollens Aand."
Hun har grublet meget, tilføjer hun, for at komme til Klarhed
over, ved hvilket Middel denne tause, indadvendte sjælelige Arbejden
kommer til Tilskuerens Kundskab, men er ikke kommet til noget
Resultat. Hun anser det for et uforklarligt Mysterium og tror, at
det „ligefrem er noget magnetisk, der gør sig gældende." Hr. Larsen
gør Løjer med denne Udtalelse, men der kan vist næppe være nogen
Tvivl om, at Fru Heiberg i Hovedsagen har Ret. Havde hun
kun ikke grublet saa meget, men tænkt ganske simpelt og
naturligt, vilde hun hurtigt være kommen til det Resultat, at det ikke
er paa „Magnetisme", at Virkningen beror, men ene og alene paa
Sindsbevægelsens Evne til ubevidst og uvilkaarligt at præge den
Organisme, i hvilken den lever sit flygtige Liv. Uden alle de fine
Ytringsformer, hvori Følelsen, uafhængig af Viljen, lægger sig for
Dagen, mangler det Kit, der skal forbinde de bevidste Iagttagelser
til et sammenhængende Hele, hviket atter vil sige, at Præstationen
kommer til at savne det, der giver den dens højeste kunstneriske
Værdi: Livets Varme og Bevægelighed. —
Men lige saa vist som den Skuespiller, der nøjes med at
efterligne Følelsens ydre Kendemærker som „en forud lært Lektie",
og som skyr den øjeblikkelige Hengivelse, der maa til for at gøre
Tanken og Følelsen nærværende, ikke kan fremkalde den Illusion,
der er Kunstens Opgave, og sent eller tidligt vil ende i Virtuositet
eller Rutine, — lige saa sikkert kommer den paa Afveje, der giver
’) Hovedfiguren i Henrik Hertz’ Skuespil af samme Navn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
