Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - H. Kaarsberg: Fra Landet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Landet.
457
„Ja-h. Han har lagt Haand paa sig selv imorges", svarede
Bissekræmmeren sagtmodig og blev ved at tygge. „Jeg troede,
at du vidste det, Kresten Birk; men du lader saa forbavset."
„Ja, Gu’ er jeg forbavset! — Er det, — har dét ogsaa sin
Rigtighed, Jacob?"
„Ja, du ved nok, at jeg ikke farer med Løgn," sagde
Bissekræmmeren med Værdighed. „Jeg har selv set ham. Han
hang ude bag Foderlodøren i et Stykke Tækkesime. Mette skar
ham ned. Men dengang var han allerede kold."
„Gud Fader beva’s!" udbrød Kromanden alvorlig. — „JaT
Jacobsen har nu’tte væ’t sig sæl, lige siden hans Nabo gjor’e en
Ende paa sig."
„Næ-ih, Kresten Jens Birk, det er rigtigt, som du siger",
indrømmede Jacob. „Herren er en streng Dommer. Han kender
sine, og kendes af sine. Men, se, Jacobsen, — han kendte ikke
Herren. Det var dog Jacobsens Skyld, at hans Nabo gik i Døden:
for det var da li’egodt Jacobsen, der borede sidst. — Og nu er
han død en Synderes Død, — han, li’som den a’en."
Og Jacob bed langsomt og gudfrygtigt af Rundtenommen.
„Hvad er det med den Boring?" spurgte jeg forundret.
„Ja, det er det taav’ligste, en kan tænke sig!" raabte Kresten
Birk og lod sin Haand falde tungt paa Bordet. — „Der sidder nu
saa’nne to Gaardfolk lige ’jævne hina’en og har nok at bide og
stikke i; — og forliges, det ku’ de saa mæjet brilliant. Saa, —
det ka’ vel være for en syv-otte Aar tebaves, — gaar Vandet fra
Ravnegaardsmandens Brønd. Han fik saa fat paa Ole Daahjort;
for han er da li’egodt den skrappeste til at vise Vandaare — saa’nne
med en Pilevidie. Aa Ole kom da osse straks med Vidien.
„Se, nu!" fortsatte Kresten Jens Birk og lænede sig tilbage
mod Væggen med begge sine store, fede Hænder hængt op ved
Tomlerne i Vestegabene, „se, nu!" gentog han og spyttede tankefuldt
hen for sig, „Ole han gik jo og ragede med sin Pilegren og sit
Vrevl. Men i’mere, som han gik og søjte, i’værre bandte han paa,
at der aldrig var en Bitte Vand at finde paa hele Grunden, —
undta’en ved Skellet, lige tæt ved Naboens Brønd!...
Du husker nok, Jacob Kræmmer, at Strandgaardsmanden ha’de
sagt Ole ud a’ Huset Aaret foringen?"
„Jah. Men — Ole har nu ogsaa immeran været en meget
slet Person", svarede Jacob og lagde den pillede Skank fra sig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
