Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Alexander L. Kielland: Et Brev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502
Et Brev.
Men se nu paa „Lille Eyolf". Her gaar Forfatteren bag
om alt dette og anbringer sin Torpedo paa et saa skjult og fredet
Sted, at det varer en hel Stund, førend vi sanser, hvad det er, han
vil give et Grundskud.
Thi — saa vidt jeg ved — har der endnu aldrig været rørt
ved Forældre-Kærligheden. Jeg regner ikke den skabagtige Kærlighed
til Moderen i den franske Litteratur; men overalt og altid har vi
været vant til, at naar vi kommer frem til Faderens og især til
Moderens Kærlighed til Børnene, saa har vi naaet et fast Punkt
en Gruppe sikre og rene, uegennyttige og hellige Følelser.
Som De vil erindre — Frue! talte vi ikke stort om Moderens
Sanselighed og Champagnen, som er paa Randen af det ækle,
ej heller om Forvandlingens Lov; thi dette er bare de Trin i
Kunstværkets Bygning, ad hvilke Mesteren er steget ned, for at komme
i Dybden og bag om.
Der lever i Huset ingen besværlig Børneflok, og der er intet
Tryk af Livets ydre Pinagtigheder; kun et eneste forgudet Barn i
et rigt Hus, baaret af den omhyggeligste og saareste Kærlighed.
Og alligevel gaar det efterhaanden modstræbende op for os, at der
er noget i Vejen med selve denne Kærlighed.
Faderen bruger ubevidst Sønnen til at lette sit Livs Ansvar;
og for Moderen har dette Barn staaet hende i Vejen netop der,
hvor hendes Væsen har sit Midtpunkt. Mens det levede, stod det
mellem hende og Manden; men da det døde, tog det ham først
rigtig fra hende, og med Rædsel ser hun og han og alle vi andre
foran os — de onde Barneøjne.
Den lille Stakkel, der syntes baaret paa de varsomste Hænder,
staar med en Gang forladt med sin lille Krykke mellem nogle
voksne fremmede Mennesker, som bruger ham i deres eget Liv —
dels som den, der i Grunden er i Vejen, og dels som den, der skal
fuldbyrde noget, en anden ikke har magtet; de holder krampagtigt
paa ham, og alle deres Tanker samler sig om ham, fordi han hører
til deres eget Liv; men selv staar han midt i alle disse stærke
Følelser som et ensomt, mishandlet Barn.
Da kommer Døden glidende ind; og det forekommer mig.
at den aldrig er kommen i nogen dejligere Skikkelse. Jeg vil nu
slet ikke tale om Døden, som han kommer raslende i moderne
Stykker med Le og Knokler; men selv i „Historien om en Moder"
er Dødens Omsorg for de smaa ikke saa gribende som Rotte-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
