Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - Georg Brandes: Indtryk fra London. V—IX
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
516
Indtryk fra London.
Preussen eller Østerrig. Frankrig er for Tiden Ruslands
opvartende Kavaler. Schweiz er for svagt til at kunne hævde sin
Uafhængighed. Saaledes er kun England tilbage, og Flygtningene
nærer da ogsaa Taknemmelighed mod den engelske Grund. Ved
Stepniaks Grav udtalte hans nærmeste Ven Felix Volkhovski, at
medens de tilstedeværende Russere følte Smerte ved Tanken om,
at den dødes Aske ikke skulde hvile i hans fædrene Jord, var det
dem en Trøst, at han havde vundet sig et nyt Fædreland i Hjerter,
som tilhørte det sandhedskærligste, det mest ædelmodige, det mest
retfærdighedselskende Folk i den hele Verden.
Men man tro ikke derfor, at den landflygtige ikke længtes
hjem. En Aften, da Stepniak fulgte mig til Stationen Turnham
Green, og da vi temmelig højt talende gik op og ned paa Perronen,
udbrød jeg uvilkaarligt: „Det er dog godt for Dem, ikke sandt, at
aande engelsk Luft, at kunne tale frit uden en Politispion i Deres
Hæle". Han svarede: „Hvad vilde jeg ikke give for at aande en
Smule russisk Luft!"
Denne Længsel efter Hjemlandet har alle de landflygtige.
Hos ingen har den rørt mig som hos Vera Såssulitch.
Underligt, at dette Navn, som engang genlød over hele
Europa, ikke mere siger den danske Ungdom noget. Mændene af
den ældre Slægt har ikke glemt det. Det var i Aaret 1877, at
det første russiske Attentat fandt Sted. Den daværende Chef for
den tredje Afdeling, General Trepov, havde ladet en politisk
Fange, der havde forsømt at hilse ham i Fængselsgaarden, piske
af Profossen. I sin Harme indfandt en ganske ung Pige, der slet
ikke kendte Fangen personligt, sig til Audiens hos Generalen,
affyrede et Pistolskud paa ham og saarede ham farligt. Hele det
unge Rusland saa i Vera Såssulitch en Charlotte Corday, og det
huskes endnu saare vel rundt om i det russiske Rige og
mangesteds udenfor Rusland, hvilken Opsigt og Henrykkelse det vakte,
da Nævningeretten paa Spørgsmaalet om hendes Skyld, kendte
hende uskyldig. Gendarmer vilde efter Ordre lige fuldt bemægtige
sig hende ved Udtrædelsen af Retssalen; men hun undkom,
befriet af kloge og energiske Venner. Det er ikke for meget sagt,
at Tilbedelse var den Følelse, som i den russiske Ungdom næredes
for hende. Hun holdt sig længe skjult i Petersburg; saa forsvandt
hun til Udlandet.
Vera Såssulitch var en Art Drømmeskikkelse for mig, som
jeg aldrig havde troet at skulle møde i Virkelighedens Verden.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
