Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juli - C. N. Starcke: Taler og Skuespiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
557 Taler og Skuespiller.
Vore Følelsers legemlige Udtryk afhænger af en umiddelbar,
instinktmæssig eller refleksagtig Indvirkning fra Hjernen paa vort
Muskelsystem. Baade de vilkaarlige Muskler i Ansigt og Krop og
de uvilkaarlige Muskler i Hjerteslag o. s. v. sættes i en ejendommelig
Funktion under den Bølgegang i Hjernen, som ledsager enhver
kraftigere Følelse, og som har en ejendommelig Karakter for hver
Art af Følelse. Men de Bevægelser, som saaledes opstaar rundt
om i Legemet, virker atter øjeblikkelig tilbage paa Hjernen og
bidrager til at forstærke og yderligere udforme Hjerneprocessen
paa en særlig Maade; Følelsen bliver derved ogsaa selv baade
kraftigere og ejendommeligere. Under normale Forhold udgaar
den hele Proces fra de Forestillinger og den Følelse, som vækkes
i Bevidstheden; det legemlige Udtryk er det sekundære. Men hvis
paa en eller anden Maade de legemlige Bevægelser fremkaldes af
andre Aarsager, saa virker de dog tilbage paa Hjernen og
fremkalder derved en sjælelig Tilstand, der minder om den, som under
normale Forhold var hine Bevægelsers Aarsag. Kun vil denne
sjælelige Tilstand nu væsentlig blot være en Stemning, der mangler
alle de Forestillinger, som ellers skulde forklare den, den vil derfor
staa for os som vagere, ubestemtere og mere umotiveret. Et Glas
Vin sætter os i godt Humør ved at fremkalde en hel Del af de
uvilkaarlige Processer, der normalt opstaar, naar en eller anden
Oplevelse sætter os i Stemning. Man kan ikke stille sig rasende
an, uden at føie en Antydning af Raseri, men man finder i sin
vilkaarlige Attitude ikke nogen Grund, noget Motiv til denne
Følelse, og den bliver ogsaa svagere, fordi vi kun kan eftergøre
de vilkaarlige Musklers Spil, men ikke de uvilkaarlige Processer,
der ledsager det virkelige Raseri.
En Skuespiller er et Menneske, der besidder en stor
Færdighed i med Vilje at fremkalde alle de ydre Tegn, Muskelbevægelser,
Svulst i Kunsten, ikke Spørgsmaalet om de Midler, som saavel den sande
som den svulstige Kunst maa anvende. Hverken den Skuespiller, som
fint og sandt behersket gengiver en Følelse, eller den, som buldrer
Følelsen ud, har for Alvor den Følelse, han skildrer. Begge har de den
Genklang af Følelse, som vækkes i Sjælen ved den legemlige Gengivelse.
Hvorledes denne ydre Gengivelse rettelig bør være, ja det, giver vi Prof.
Bloch Ret i, lærer Skuespilleren kun at forstaa ved den Aandsdannelse,
han har erhvervet sig. For øvrigt beklager vi ikke at have set Prof.
Blochs Artikel, før nærværende allerede var trykt og saaledes at være
afskaaret fra at gaa udførligere ind paa dens mange interessante Problemer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
