Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - Gudrun Hertz: Rinna Hauch
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rinna Hauch.
651
Sorø Sø i Baad, deklamerede Oehlenschlägers „Da Herkules paa
Marken stod" for en Kres af Herrer og Damer, saadan at de alle
svømmede i Taarer, og meget andet af samme Art. Kun ved at
tænke paa den aandelige Atmosfære, der omgav hende i Sorø,
bliver det muligt at forstaa, at hun virkelig har skrevet et Par
Noveller, der fremkom netop i denne Periode af hendes Liv.
Om dem tør man nok anvende det Udtryk, hun selv saa ofte
brugte om Litteraturprodukter: „gyseligt Gods".
At hendes kritiske Sans overfor andre er bleven abnormt
udviklet, derom er der ingen Tvivl. Hun var nemlig utrolig
morsom og kunde bedaare, hvem hun vilde, og det vidste hun meget
godt og nød det og morede sig med at være denne dristige Aand,
der slog ned som en Falk paa sit Bytte; thi for hende var det
en Leg og ikke en Trang. Skal jeg slutte fra hendes ældre Aar,
var hun mindst af alt en retfærdig Dommer i litterære
Spørgsmaal. Et helt Digterværk kunde styrte sammen for hende, dersom
blot én Scene vakte hendes Antipati. Sproget har altid interesseret
hende meget, og hun formaaede ikke at beundre Kunst i en ufærdig
Form. Jeg har hørt, at hun som ung skal have taget den ivrigste
Del i sin Mands Arbejder og levet med i dem; som gammel
manglede hun i en paafaldende Grad Interesse for og Forstaaelse
af Hauchs Værker. Jeg tror ikke, at hun brød sig om en Linie
af, hvad han har skrevet. Jeg har ofte hørt hende udtale sig med
Beundring om Hauchs Opfattelse af almenmenneskelige Forhold,
eller om en Udtalelse af ham om Kunst, men aldrig om noget af
hans Værker. Hun sagde engang: „Det var godt iagttaget af
Hauch, naar han sagde, at jeg ligner de islandske Sagakvinder,
der aldrig glemmer og aldrig tilgiver, thi saadan er jeg netop".
Mig forekom hun endog overordentlig begrænset i sin Evne
til at opfatte Kunst, ja i mange Retninger var hun rentud
stivsindet. Hun, der havde rejst meget i Italien og Sydtyskland, talte
aldrig om de Kunstværker, hun havde set. Omtaltes dette eller
hint Maleri, sagde hun altid: „Ja muligvis er det godt, men jeg
har ikke Spor af Forstand derpaa. Det samme gjaldt Musik.
Hun havde nok Respekt for de to Kunstarter, men hun vilde
nødig i Lag med dem af Skræk for at give sig Mine af at tale
med om noget, som hun ikke virkelig kunde bedømme. Nej, naar
hun rejste, var det Befolkningen, dens Levevis og Naturen, som
optog hende, men ikke Kunsten. Men i Sorø var hun jo paa
alle Kanter belejret af Kunst og gav sig den da ogsaa ganske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
