Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stanislaw Przybyszewski: En Ubekendt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
796
En Ubekendt.
Villiers Mund profetisk forkynder: „Ghacpie fois que tu aimes une
femme, tu meurs d’autant."
Félix Vallotons Portræt af Schumann er næppe
Schumann, som hans Samtidige saa ham. Saadan saa han vel aldrig
ud. Men det er Schumanns Sjæl, som den i Introduktionen til
Fis-moll Sonaten smertelig grubler i Resignation, som den i
Fis-moll Novelletten svajer frem og tilbage uden Maal og Med i
vide, forvildede Krese for pludselig i vilde Spring at opføre en
St. Veitsdans-Tarantel. Og det er Ikke-Kunstnerens mægtige Kunst
at opløse en fremmed Sjæl i sig, langsomt at lade den samle sig
paany og forme den til et Ansigt, at tvinge Sjælen, Sjælen og
dens hele Liv i et Par Streger.
Disse Kunstnere bliver aldrig forstaaede af Mængden og
tør heller ikke blive det for Forplanteisens og Formereisens Skyld,
for den fremtidige Trivsels Skyld.
Disse Kunstnere er de „umoralske", de „obscøne". Deres
Værker hensmuldrer i „l’enfer de bibliothéques" eller de ødelægges
i Museernes Kældere.
Om en af disse benaadede, en for hvem Sjælen har aabnet
sig og aabenbaret uudsigelige Hemmeligheder, vil jeg tale. Det er
Billedhuggeren Gustav Vigeland.
II.
Gustav Vigeland er født i Norge. Det er de lyse
Nætters Land, Fjældenes Land, et Land, fuldt af Alvor og af en
haard, tung Melankoli. Det er Europas mest tragiske Land. Den
Smule Jord, som Bjærgene havde dannet gennem Millioner af Aar,
blev af Gletscherne baaret bort over Havet og danner nu det
frugtbare Friesland og Holland. Atter begyndte Jordsamlingen, og
af den nydannede Jordskorpe voksede Skove op, endeløse
melankolske Naaletræs-Skove.
Og denne Melankoli føier man aldrig saa stærkt som om
Høsten. Naar de faa Løvtræer i Oktober staar nøgne og Jorden
dækkes med raadnende Blade, naar en evig, ugelang Regn risler
ned over Vinduesruderne, naar man i Maaneder ikke faar
Solen at se, bare Taage, evig Taage, da bliver der uudholdelig
tungt og trangt i denne øde Ensomhed. Man er som lukket ude
fra Verden. Altid de samme Ansigter, og hele Dagen det samme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
