Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Amalie Skram: Post festum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
826-2S
Post festum.
Var det da for hende, den andens Skyld? Aa pyt nej!
Det Tusseri af en Forelskelse var naturligvis forbi. Henrik kunde
ikke have saa slet en Smag. Desuden vidste Fru Siri, al hun den
anden, denne Nora Bergstrøm, med det unge. sunde, plumpe
Ansigt og den uvorne, dinglende Gang, var her hjemme i
Kristiania, gik og flaned og slang paa Karl Johan hver eneste Dag.
Nora Bergstrøm. For et plebejisk Navn! Og hvor nøjagtig
det svarede til det Indtryk, denne Dame Bergstrøm gav.–
Aa Gud, hvor det var uudholdeligt at gaa saadan og vente
paa Brev, Dag efter Dag. Intet flk hun bestilt. Intet tænkt paa,
uden dette ene: at vente paa Brev. ikke gik hun ud. laaste sig
inde. Vilde ikke modtage nogen som helst. For tænk. om Brevet
kom. mens hun var ude, eller mens der sad nogen hos hende.
En eneste Gang i Løbet af 14 Dage havde hun været nede
paa Gaden for at gaa hen paa Kirkegaarden og se til sin
Svigermors Grav. Saa havde hun faaet Øje paa Postbudet, der drejede
ned i hendes Gade og gik ind i alle Husene. Forpustet, med
bankende Hjerte havde hun skyndt sig hjem. Havde staaet i
Entréen, aandeløs lyttende efter Postbudets kendte Skridt. Der var
kommen nogen op Trappen. Først syntes hun ikke, det var
Postbudet, men lidt efter lidt blev hun vis paa, at det var ham; han,
denne pæne, alvorsfulde Mand, med de gyldne Knapper i den
blanke, sorte Klædesfrakke og det sirligt børstede Skæg. Hun
havde aabnet Entrédøren for at tage imod Brevet, og saa var det
en Kone, som falbød Blomster. — Ja, det var en skrækkelig
Tilstand.–
Det var dog mærkeligt, hvor elendig man blev, naar alle
var borte fra en. Eller bare den, som var alle. Og naar en
intet, intet hørte.
Om Nætterne laa hun vaagen og grubled og grunded og
blev overfaldet af en uforklarlig, forfærdelig Angst. Ikke for Henrik,
som var borte og stum; ikke for Gutterne, som var paa Landet
og havde det godt. Men for noget andet. For noget, som var
hende selv, og dog ikke hende selv. Noget, som vilde tage Magten
fra hende og gennem grænseløs Lidelse tilintetgøre hende. Hvor
skulde hun faa Kraft til at bekæmpe dette uimodstaaelig* fæle og
lidelsesfulde, naar ingen og intet hjalp hende?–Om hun nu
laa her og skulde dø. Ikke vilde hun saa vide Muligheds Raad
for at kalde Henrik til sig. Skulde altsaa forsvinde uden at have
faaet sagt ham det sidste Farvel.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
