Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- November—December
- Emil Hannover: Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
854
Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst.
Modsætninger som f. Eks. disse, at den høje Pande har afløst den
låve, som baade Anakreon og Petronius har besunget, og at de i
Oldtiden yndede sammenvoksede Bryn i Middelalderens kvindelige
Idealbilled er langelig adskilte. Men helt igennem har Idealbilledet
af Middelalderens unge Kvinde en anden Karakter end i Oldtiden:
Det er jomfrueligere, spinklere, svagere, helt igennem langt mindre
legemligt og langt mindre sensuelt end Oldtidens. Det er Billedet
af en Kvinde, der mere opfordrer til blidt at kærtegnes som et
Barn end til lidenskabelig at kærtegnes som en Elskerinde.
* *
*
Man maa kende en Smule til denne Middelalderdigtning, i
hvilken Ordet var frit og Formen ubunden, for rigtig at forstaa,
hvor bunden og ufri den samtidige billedlige Fremstilling af Kvinden
var. Den tidlige Middelalders Kunst var saa at sige i en dobbelt
Spændetrøje: Inderst Ortodoksien, i hvis Tjeneste den næsten
udelukkende virkede, og som satte snævre Grænser for dens Æmner.
Udenom Byzantinismens Stil, i hvilken Kunsten langt ind i
Middelalderen var fangen, og som i Ordets egenlige Forstand trak snævre
Grænser for dens Form.
Rent i Almindelighed kan man betegne den byzantinske
Kunst som al finere Formskønheds foreløbige Undergang. Men
det udelukker ikke, at man samtidig kan betragte den — navnlig
i de store Mosaiker i Rom eller Ravenna — som noget nær
Blomstringen af den monumentale maleriske Kunst. Vil man se,
hvad den egenlige Byzantinisme præsterede i Retning af
Kvinde-Fremstilling, kan man betragte den berømte Mosaik i S. Vitale i
Ravenna, forestillende bl. a. Kejserinde Theodora og hendes Hof,
et Værk fra det 6te Aarhundredes Begyndelse, eller den ikke
mindre berømte Mosaik med en Procession af Kvinder i S.
Apolli-nare nuovo i samme By. Det er høje, overslanke Skikkelser i
lange Dragter, der falder glat ned fra de låve Skuldre og skjuler
al legemlig Form. Hænderne er lange. Fingrene tynde og spidse.
I Hovederne kun en eneste Type. Det er Oldtidens Ideal, der her
gør sig gældende endnu: Haaret naar ved Tindingerne næsten helt
ind til Brynene, der ofte er saa stærkt nærmede til hinanden, at
deres Adskillelse omtrent er umærkelig. Øjnene er vidtaabne,
occhi spiritati, med noget af dette store, ligesom forbavsede Blik,
man kender fra de ægyptiske Oldtidsportræter, og i hvilket man
sikkert læser meget mere, end der oprindelig er ment dermed. Næsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Fri Oct 18 17:06:44 2024
(aronsson)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1896/0856.html
