Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
870
Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst.
dække de forskelligste mytologiske Begreber. En Tradition vil vide,
at den Kvinde, som har været Model til saa mange af Botticellis
Billeder, var den skønne Simonetta Vespiicci, Giuliano af Medicis
Hjertes Dame. Ved Hjælp af Profilportræterne kommer man hendes
Træk paa sikkert Hold. Hun har en høj og hvælvet Pande med
Bryn, som næsten er vandret tegnede og fjærnede vidt fra
hinanden. Næsen er lige og har en bred Ryg; Munden er lille, med
fint tegnede Læber. Trods sin noget stærkt markerede Kind, der
gør Hagen lidt spinkel, er hun mere regelmæssig smuk end Fra
Filippos Ideal, hvis Næse har Tilbøjelighed til at vende opad.
Hendes kosteligste Prydelse er hendes gyldne Haar. At Botticelli
netop har beundret det for dets Glans af Guld, fremgaar deraf, at
han ofte ovenpaa Farven har paalagt Guld paa de belyste Partier
af Haaret. Der er i dette en Rigdom, som Hovedet synes næppe
mægte at bære. Undertiden vælder det udslagent ned ad hendes
Ryg og frem over hendes Skuldre. Paa andre Billeder er det
strøget bagtil og vundet i en Knude, men paa Siderne er det
samlet i to lange Fletninger, der er knyttede med Perlesnore og
bundne sammen som et Smykke om hendes Hals. I de Billeder,
hvor man ser hende i fuld Figur, er hun let og slank af Vækst.
Hun fremviser gerne sin nøgne Fod, skønt den ikke egenlig er
smuk; hun bevæger sig ogsaa gerne paa Taaspidserne, hvad der
ikke befordrer den plastiske Ligevægt i hendes Skikkelse, men
giver hende noget svævende og æterisk, som passer godt til
hendes poetiske Roller. Hendes Væsen er lidt svageligt, hendes
Udtryk lidt sygeligt, hvad der for saa vidt kunde stemme med
Forestillingerne om Simonetta, der døde ung af Tæring. Man maa
sammenligne Botticellis Venus f. Eks. med den Lorenzo di Credi
tilskrevne, nylig fundne Venus for at skønne, hvor langt tilbage i
legemlig Udvikling hin er for denne, der ganske vist kun er malet
nogle Tiaar senere og endnu er af den „primitive" Race, men som
desuagtet synes af rent atletisk Bygning i Forhold til Botticellis.
I Billedet af „Foraaret" (Akademiet i Florens) kulminerer
denne Foraarskunst, der er saa fin og skær og jomfruelig i sin
Form. Eller maaske rettere i en enkelt Figur af dette Billed.
nemlig den, der forestiller Primavera, Italienernes Navn for Vaaren
selv og Vaarens Blomster og Vaarens lyse Dag. Scenen er en
Lund af dunkle Oranger, hvis Frugter gløder i den dybe Skygge.
Forbi en Zephyr, der favner Flora, forbi Venus og Gratierne og
Merkur og under en svævende Amorin, der, bunden for Øjnene, i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
