Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Emil Hannover: Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
875 Kvindeidealets Udvikling i den italienske Malerkunst.
Død i Luerne, blev Kunstværkerne og Kostbarhederne stablede med
Brænde til en uhyre Pyramide, og under Musik og Folkets jublende
Tilraab blev Baalet antændt og flammede højt mod den Himmel,
som man haabede at behage med dette vanvittige Sonoffer for
Kunstens formentlige Brøde mod Kirken.
Men helt moden til en enig Bevægelse mod det, der den
Gang var Realisme i Kunsten, var ikke Tiden, ja end ikke Kirken.
Man kan se det bl. a. deraf, at da det Kapel, som Fiesole var begyndt
at dekorere i Orvietos Katedral, skulde fuldføres, foretrak det
derværende Domkapitel at overdrage dette betydningsfulde Arbejde til
en Realist som Signorelli i Stedet for til en Idealist som Perugino,
der dog maaske bedre end nogen anden repræsenterede Savonarolas
sværmeriske Kunstanskuelse, og som i hele sin Stil stod de ny
Idealer nær, for saa vidt som hos ham de individuelle Træk i
Figurerne er stærkt forviskede og stærkt paa Vej til at opløses i
en almindeliggjort regelmæssig Skønhed. Selv om hans Madonnatype
siges at have haft Portrætlighed med hans smukke Hustru, Chiara
Fancelli, er den med sin bløde Ansigtsoval, sit duefromme Blik og
sin hele Mangel paa fast og accentueret Form et bevidst tilstræbt
Idealbilled for de blide og ømme Følelser hos Jomfru Maria. For
Francia, Bologneserskolens Mester, gælder noget lignende. Ogsaa
hos ham er der mere Tilbøjelighed til at konstruere eller til—
fantasere sig et kunstnerisk Kvindeideal end at søge det i selve
Virkeligheden, og i hans smukke Fresko af Santa Cecilias
Trolovelse (Sta Cecilia ved S. Giacomo Maggiore i Bologna) har de
statelige Kvindeskikkelser et næsten rafaelsk Præg. Modsætninger
til disse Kunstnere er Pinturicchio og frem for alle Signorelli,
Mesteren for de berømte Dommedagsbilleder i Madonna di S. Brizios
Kapel i Orvietos Domkirke. I disse Fresker fejrer det femtende
Aarhundreds stédse mere dybtgaaende Studium af Virkeligheden
sine højeste Triumfer. I Hænderne paa denne Maler, hvis Fantasi
ikke paa nogen Led er stængt af Vedtægt eller Dogmer af moralsk
eller religiøs Art, og som er ganske uhildet og ganske fordomsfri,
desuden ganske Mand og uden Spor af det Hang til det smægtende
følsomme, som laa dybt i Flertallet af det femtende Aarhundreds
Kunstnere — i Hænderne paa denne Maler bryder den Magt, som
Studiet af Virkeligheden er i Kunsten, sig Vej med en genial
Voldsomhed, næsten med en bestialsk Brutalitet, som vel sagtens er
uden Sidestykke i Kunstens hele Historie. At en saadan Maler
ikke kan siges at have brudt ny Baner netop for Kvindeidealets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
