Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henri Nathansen: Mod Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mod Aften.
947
— Hvad Livet er? Man kunde fristes til at være aandfuld
og sige, at det er en langsom Død af vor Tro, vort Haab og vor
Kærlighed til det. — Man kunde ogsaa nøjes med at være lidt
mindre aandfuld og sige, at det for 1 Procent er et Himmerige
med en svag Tilsætning af Helvede, for 90 Procent et Helvede med
en let Tilsætning af Himmerig — og for Resten en ligelig Blanding
af begge disse Ingredienser. — — Men hvorfor spørge om, hvad
det er? Jo mere vi spørger og ræsonnerer, jo mere vi skælder,
smælder og fnyser, jo mere byrdefuldt bliver det at bære. Livet
er i Almindelighed saaledes, som vi selv gør os det — let eller
tungt, lyst eller mørkt} kønt eller grimt. Man skal tage Livet,
som man skal tage Menneskene: med det gode. Saa gaar det
lettest, og saa naar man roligst til Enden.–
Jeg ræsonnerer ikke, fnyser ikke — vor Herre bevares! Jeg
spiser godt, drikker godt og sover godt. Jeg bliver sikkert engang
med Tiden Etatsraad som min salig Fader og faar ved min dødelige
Afgang en Nekrolog i Berlingske indeholdende en Fortegnelse over
de vigtigste Begivenheder i mit Liv: min Fødselsdag, mine
Eksamensdage og den Dag, jeg allernaadigst ophøjedes i Rangen. Og endelig
har jeg saa smaat Haab om et Avertissement fra Familien
saa-lydende: 1 Dag hensov vor stræbsomme Mand og Fader og gik ind
til et forhaabenlig bedre Liv, hvilket herved bekendtgøres af hans
sørgende Efterladte. Punktum. Finale!–
Toget holdt. En Konduktør lukkede Døren op. Holst rakte
Lund Haanden til Farvel og steg ud.
Lund tog den høje Hat af og lod Lommetørklædet glide
hen over Panden. Saa lænede han sit Hoved tilbage og stirrede
ud ad det aabenstaaende Vindu op i Luften, der flimrede af Sol
og Varme.–Hm — han kunde ikke nægte det–Holst
havde gjort ham nervøs. Naturligvis havde han overdrevet, Holst
overdrev altid–men der var enkelte Sandheder, som havde
slaaet ham — — ganske sikkert ret almindelige Sandheder! Og
vor Herre bevares for at dumpe ned i et Ægteskab med de Byrder
og den fuldstændige Mangel paa Indhold, som Holst havde
fremstillet. Sligt kunde man jo slet ikke forsvare overfor sig selv. Man
havde dog virkelig Pligter overfor sin egen Individualitet og aandelige
Udvikling.–
Skulde han vende om, mens det endnu var Tid? — Hvorfor
vilde han i Grunden slaa ind paa en ganske ny og ukendt Vej,
61*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
