Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henri Nathansen: Mod Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mod Aften.
953
tale — —. Tænkte De paa mig? Galdt ikke hver Tanke, De
tænkte, Dem selv? — Jeg skulde give Dem alt — men hvad vilde
De give mig. Ja — — Deres Navn, en Plads i Deres Stue — til
Pynt for Dem i Deres Hjem. — —
Jeg var jo ikke den, De elsked tusind Gange dybere, varmere,
inderligere end Dem selv — var jeg vel? Længtes De mod mig
saa stærkt, at der enten var en Vej gennem Livet, hvor De og
jeg vandred — — eller slet ingen Vej? —
Lund hævede sit Hoved og trak Vejret tungt og dybt.–
Elske — havde han nogensinde tænkt, at det Ord kunde klinge
saa forunderlig helligt og højtideligt, som det lød i hendes Mund.–
Følte han sig ikke saa ringe, saa ensom, saa forladt under de
Ord, hun talte? — • — Saa var der vel dog noget dybt, skønt og
rigt i Livet — noget, der førte Menneskene bort fra dem selv,
udenfor — opover dem selv. —
Jeg har ventet paa Lykken — vedblev hun efter et Øjebliks
Taushed — længtes efter den, naar jeg vaagned, og naar jeg gik
til Ro. Mangen en Morgen har jeg bedt om, at den vilde komme,
og naar Aftnen faldt paa derhjemme, har jeg sørget over, at den
ikke kom. — Den skulde jo være mit eneste, mit alt, mit Liv.
Den skulde faa alt i mig til at spire og sætte Blomst — alt det
gode, lyse og skønne i mig. Jeg vilde bringe alt, hvad jeg ejed,
som Offer, fordi den kom — og saa dog synes, at jeg var fattig,
fordi jeg ikke kunde give mere. — — Jeg vilde glemme mig selv
af Taknemmelighed og Glæde. — —
Den Lykke vilde De aldrig kunne give mig — jeg ved det,
jeg føler det. De bragte jo ikke Lykken med Dem i Deres Ord
til mig, i Deres Stemme og i Deres Blik. — De glemte aldrig et
eneste Minut Dem selv — — lige saa lidt som jeg — —
Hun vendte sig om mod Lund. Saa rykkede hun ham
nærmere, lagde sin Haand varsomt paa hans og sagde:.
Har jeg gjort Dem ondt? Skulde jeg slet ikke have sagt
andet end mit Nej?
Lund saa ikke op. Han svarede ganske stille: De har intet
ondt gjort mig. Jeg tror, De mener mig det godt.
De sad begge tause et Par Øjeblikke. Saa sagde hun:
— De er ensom — tror De ikke ogsaa, jeg er det? Jeg har
ventet saa længe paa at komme ud af Ensomheden og ind i Livet,
som ’leves derude mellem Mand og Kvinde. Nu er jeg træt af at
vente. — Jeg ved, at Solen er gaaet forbi mig og bort til andre
— — jeg haaber intet mere.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
