Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Henri Nathansen: Mod Aften
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mod Aften.
955
ikke spørge — kun føie, at jeg nu var til, at jeg nu leved mit
Liv med hele min Sjæl og hele mit Legeme. Jeg vilde derind i
det forjættede Land — helt ind, dybt ind. Tror De saa, jeg kunde
have en Tanke tilovers for Vejen, som førte tilbage?
Hun rejste sig hurtigt og rakte Haanden frem mod Lund.
Saa sagde hun:
— Levvel! — Ræk mig Deres Haand til Farvel–og Tak,
fordi De ofred mig en Tanke. Jeg kunde intet give Dem — De
kunde intet give mig. Mange har før os levet Livet som ensomme
Mennesker, hvem ingen kendte — ingen brød sig om at kende.
Hvor mange gaar ikke den samme tunge Vej gennem Livet, uden
at nogen hører dem klage?
Hun trykkede hans Haand fast og varmt og sendte ham et
dvælende Blik fra de dybe Øjne. Saa vendte hun sig om og gik
høj, slank og rolig opad Vejen uden at se sig tilbage.
Hendes Ord laa derinde over hans Sjæl — saa dæmpende,
saa dulmende og dog saa tunge. Hun havde Ret — han saa
det nu for første Gang efter mange Aars Forløb. Hans Tro paa
Lykken, Godheden, Skønheden i Livet — havde han ikke druknet
den i Troen paa, Følelsen af, at han selv var den første — —
den eneste!
Han faldt i Tanker, mens han stirrede ud i Aftnen, der
sænkede sig over Markerne. Tanker om Tiden langt langt tilbage,
da han var en anden. — Hvor længtes han ikke nu efter den
Tid, som han havde ødslet bort Time for Time med Tanker om
sig selv!
Hun havde Ret. — — Nu sad jo ogsaa han her i Aftnens
Skygger og drømte sig ind i Solen, hvor alt var varmt og lyst,
og hvor Fuglene sang — — Fuglene sang — — — r
Aftnen sænkede sig dybere og dybere. En Fugl stoppede
op i en Trille og tav. Hen over Skoven drog en sagte Skælven,
som om den gøs for Aftnen, der kom med Kulde og Mørke. —
Han vendte sit Hoved om mod Vejen, hvor hun var gaaet.
— — Det sidste Lys var slukket ude i Vest.–Var det hende,
som gik langt derhenne — længere og længere ind i Aftnens
Skygger, indtil hun gled ud i Mørket? — —
Intet rørte sig. Ingen var at se.
Saa følte han, at han var ene, og at Aftnen sænkede sig
over ham.
Henri Nathansen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
